Kolding i 1943 (Koldingbogen 1986)

Om Kolding under besættelsen i 1943 og om modstandsbevægelsen i byen. Artiklen "Kolding i 1943" skrevet af Gunnar Sørensen og trykt som artikel i Koldingbogen årgang 1986. Billeder fra artiklen er undladt i dette uddrag.

Boguddrag

...

I Kolding ramte besættelsen borgerne lige så hårdt som alle andre steder i Danmark, og det var ikke til at undgå at mærke besættelsen og dens følger i hverdagen. Tyskerne havde foretaget beslaglæggelser af mange ejendomme og andre lokaliteter, og selv om det skulle blive værre siden, var det galt nok allerede nu. De var i byen og det så ud til, at de ville blive her længe. Jerngrebet om Koldingborgerne var ikke stram met helt til, der var endnu ingen gestapomænd på Staldgården, og i det store og hele færdedes tyskere og danskere mellem hinanden uden de helt store armsving fra nogen af siderne.

Der forekom tilfælde af småsabotager mod tyske biler, der stod på værkstederne i byen, samt mod tyske telefonlinier og lignende. Det var nær ved at være en offentlig hemmelighed, at nogle kommunistiske lærlingegrupper løb rundt og foretog sig den slags ting. De havde ikke udelt sympati fra borgerskabets side, idet man nær mest betragtede den slags som drengestreger, men der var trods alt for megen afsky for stikkervirksomhed til, at nogen ville medvirke til ophør ved anmeldelse til danske, endsige tyske myndigheder.

Bomben ved Højskolehjemmet

Så fandt en af disse grupper den 25. februar først på aftenen på at lægge en hjemmelavet bombe uden for et vindue i »Højskolehjemmet«, der lå på hjørnet af Jernbanegade og Gråbrødregade. Det drejede sig vel ikke om ret meget mere end et stort kanonslag, men bomben havde dog kraft nok til at knuse vinduet, så glasskår og bombe rester regnede ned over nogle tyske, kvindelige telefonister, der opholdt sig i restauranten, og sårede 4 af dem.

Set fra danske synspunkter var dette ikke en populær aktion, og den betragtedes slet ikke som egnet til at skabe good-will for den spirende modstandsbevægelse. Nærmest var der sympati for de sårede tyske telefonpiger, som ingen danske naturligvis kunne tænke sig at føre krig direkte imod. Selv i kommunistiske kredse vakte aktionen bestyrtelse, og den lokale leder, tømrer Alfred Kristensen, som senere omkom i tysk koncentrationslejr, havde fat i gerningsmændene for at kalde dem til orden.

Tyskerne blev selvsagt rasende og dekreterede en slags undtagelsestilstand, blandt andet bestående i, at alle offentlige lokaler skulle lukkes af politiet fra kl. 22.00 den dag og næste dag fra kl. 19.00. Tillige måtte civile ikke færdes på gaden fra disse tidspunkter og indtil kl. 06.30. Endvidere bestemte de, at der ikke måtte ske offentliggørelse, og at ingen, der således uforvarende kom til at overtræde spærretiden, måtte fortsætte til bestemmelsesstedet, men skulle returnere til det sted, de kom fra.

Alt dette var selvfølgelig svært for politiet at administrere, og man gik derfor fra tysk side med til, at forholdsreglerne måtte bekendtgøres ved højttalervogne dagen efter.

Efter to dages Torløb var det hele ophævet. Samtidig udlovede politimesteren en dusør på 10.000 kr. for oplysninger, der kunne føre til pågribelse af gerningsmanden.

Affæren nåede helt op til den tyske øverstbefalende general v. Hanneken fordi dette var det første direkte angreb på værnemagten. Han indkaldte den 27. februar til pressemøde i sit hovedkvarter på Nyboder skole i København, hvor han selv indfandt sig ledsaget af legationsråd Meissner og et par højtstående officerer. Han udtalte, at der i de sidste måneder var sket en beklagelig og pinlig forandring i forholdet mellem den tyske værnemagt og den danske befolkning. Om begivenheden i Kolding erklærede han, at bomben, der var anbragt på en vinduesgesims, havde såret fire kvinder fra den tyske militære hjælpetjeneste. Over for elementer, der iværksatte den slags fejge og foragtelige handlinger, måtte den tyske værnemagt forsvare sig, og den kan, når den angribes som her, slå hårdt til, og den vil slå hårdt. Generalen foretog derefter bl.a. en gennemgang af tysk opfattelse af den danske presses pligter i sager som disse, navnlig ved på eget initiatv at tage afstand fra det skete. Derefter afsluttede han mødet, som han straks forlod efter at have henvist eventuelle spørgsmål til en af officererne.

Der blev virkelig for en gangs skyld advaret alvorligt fra dagspressens side, hvilket må tages som udtryk for, at ingen almindelige danske ønskede den slags »krigsførelse«.

Fra tysk side skal man - efter hvad eftertiden har røbet - have undret sig over, at Koldingborgerne så tålmodigt havde affundet sig med de indførte restriktioner i form af spærretid m.v. i anledning af bombeeksplosionen.

Det er mit indtryk om grunden hertil, at menigmand nærmest skammede sig over det skete og følte, at den tyske reaktion i virkeligheden var løn til borgerne som forskyldt.

Den 1. marts arresterede tyskerne en ung mand, disponent Gustav Lumbye, som mistænkt bl.a. for bombeattentatet mod Højskolehjemmet. Han blev stillet for en tysk krigsret, der frifandt ham for attentatet, som han heller intet havde med at gøre, men idømte ham en straf af 3 års fængsel for andre forhold. Han fik efter begæring af danske myndigheder sagen forelagt for en ny krigsret, der imidlertid ikke som ventet formildede straffen, men forhøjede den til fængsel i 5 år. Det lykkedes ham at flygte fra Kolding arrest den 31. juli s.å. Han kom til Sverige og vendte hjem efter den 5. maj 1945 med Den danske Brigade, men omkom i sommeren 1945 som følge af en vådeskudsulykke.

Jembanebevogtningen

Politiets jernbanebevogtning begyndte i slutningen af februar 1943 og det har jeg ikke set beskrevet før.

Jernbanebevogtningen, der nu skulle oprettes, omfattede alle hovedstrækninger, ialt ca. 867 km, var krævet indført af den tidligere omtalte tyske øverstbefalende i Danmark, general v. Hanneken. Han havde tilbudt at uniformere og bevæbne 1700 danske nazister til bl.a. denne opgave. Dette fik regeringen dog forpurret, men måtte i stedet indgå på at lade bevogtningen foretage af dansk politi- og jernbanepersonel.

For politiets vedkommende var der allerede i september 1942 begyndt ansættelser til en ny institution, reservepolitiet, hvortil der i første omgang ansattes 1350. De første kunne snart se dagens lys i politiets tjeneste, idet der kun gaves en skoleuddannelse af 3 ugers varighed. Statens politiskole på Amager kunne naturligvis ikke klare en så omfattende opgave, hvorfor der op rettedes annekser forskellige steder i København. Ansættelsesbetingelserne svarede nogenlunde til, hvad der krævedes for ansættelse som politibetjent, idet der dog ifølge sagens natur kunne ses noget bort fra de hidtil stillede krav om højde, kundskaber og tidligere uddannelse. Der lagdes dog vægt på, at ansøgerne kunne skrive nogenlunde fejlfrit dansk. Som vederlag modtog reservepolitibetjentene et årligt beløb på kr. 4000,00 for ugifte og kr. 4800,00 for gifte og var herfor pligtige til uden særligt vederlag at udføre overarbejde, natarbejde samt tjeneste på søn- og helligdage og fridage i samme omfang som politiets tjenestemænd. Som noget særligt var der pligt til at lade sig kasernere efter rigspolitichefens nærmere bestemmelse.

Der var på ingen måde tale om faste stillinger - opsigelsesvarslet var 14 dage til den 1. i en måned, og en reservepolitibetjent sad ikke ret fast i sadlen. Der var nidkær inspektion af hans indsats, og der skulle ikke meget til at medføre afskedigelse.

Uniformeringen adskilte sig til at begynde med noget fra politibetjentenes. Til reservepolitiet anvendtes i stort omfang tidligere militæruniformer, som farvedes sorte, og med højhalsede jakker, som var drøje at færdes med en varm sommerdag. Distinktionerne bestod af en såkaldt 3/4 bjælke mod politibetjentenes roset. Der var intet egeløv om kokarden i reservepolitibetjentenes uniformshuer, men værre var det, at brystskjoldet i stedet for rigsvåben havde ordet »Reservepoliti« anført med meget tydelige bogstaver. Dette sidste frafaldtes dog hurtigt og var erstattet af et almindeligt brystskjold, da jeg i marts 1944 lod mig indrullere i styrken, hvorefter det ikke var let for publikum at se forskellen i uniformeringen.

DSB havde i forvejen banearbejdere og banearbejderaspiranter, men omtaler i en instruks fra tiden begrebet edsfæstede ekstraarbejdere, af hvilke sidstnævnte der må være ansat et antal specielt til jernbanebevogtningen, men jeg kender naturligvis ikke nærmere til DSB’s interne forhold.

Jernbanebevogtningen iværksattes nu ved hjælp af dag- og natpatruljer. Dagpatruljerne udførtes udelukkende af DSB-personale pr. skinnecykel, medens natpatruljerne udførtes til fods på strækninger à ca. 4 km af dobbeltpatruljer, hver bestående af en reservepolitibetjent og en edsfæstet ekstraarbejder, i perioden 16. august til 15. april i tiden mellem kl. 16-24 og 24-8 og i perioden 16. april til 15. august i tiden mellem kl. 21-5.

Således som udtrykt i rigspolitichefens instruks af 12. juni 1943 var det bevogtningens opgave at afværge og begrænse skadevoldende handlinger mod jernbanelinien og i tilfælde af, at sådanne handlinger foretoges, at træffe de fornødne foranstaltninger til sikring af toggangen og pågribelse af gerningsmanden.

Bevogtningen bestod dels af faste poster, der udsattes ved særlig vigtige broer, dels af patruljeposter - det såkaldte linieeftersyn - der patruljerede ad banelinierne på nærmere fastsat måde. Den 22. februar 1943 bevilgedes der politiet en styrkeudvidelse på 1150 mand til denne særlige opgave, så politiskolerne måtte i gang igen med uddannelsen.

Her i Kolding politikreds, hvor jeg i en kortere periode op til den 19. september 1944 kom til at medvirke i jernbanebevogtningen, svulmede politistyrken også op efterhånden som bevogtningen kom i gang.

I Kolding var der etableret faste poster i nattetimerne ved telegrafstationen, hvor der ud til perronsiden patruljerede 2 reservepolitibetjenle. Disse måtte ikke følges ad, men skulle afpatruljere strækningen i hver sin retning, og det var strengt forbudt at standse for at tale sammen ved mødet på midten.

Der var endvidere fast post ved den dengang nye jernbaneviadukt ved Bredgade, og underposten hørte også viadukten ved Vesterbrogade. Posten bestod af 2 reservepolitibetjente, hvoraf een til enhver tid skulle være ude, medens den anden måtte opholde sig i et lille skur, nærmest på størrelse med et gammeldags das, i hvert fald var der kun plads til en stol og et bord.

Jernbaneviadukten ved Søndergade bevogtedes af tysk vagt, hvorfor ved jeg egentlig ikke. Måske havde den tyske bevogtning som intern opgave at holde øje med den danske. Men hver tysk og dansk post passede sit uden kontakt med hinanden. Der var heller intet samarbejde mellem tyske og danske m.h.t. den øvrige jernbanebevogtning. Vor instruks lød på straks at trække os tilbage og afgive melding til politistationen, hvis vi observerede tyske patruljer på jernbaneterrænet. Ude i politikredsen var der fast post ved Andst bro, som dengang hørte under politimesteren i Kolding.

Jernbanestrækningerne i politikredsen var så inddelt i de foran omtalte portioner à ca. 4 km, der skulle gennemgås 4 gange ved to dobbeltture, altså ialt ca. 16 km pr. vagt, dog lidt mere, idet eventuelle viadukter m.v. på strækningen også skulle efterses på det grundigste.

Udover de faste linieposter var der indsat enkelte såkaldte strejfpatruljer, der bevægede sig mere frit på jernbaneområdet.

Ca. 16 km spadseretur på ca. 7 timer, idet det var tilladt med indendørs ophold på ikke over en time ialt til hvil og fortæring af eventuel madpakke, lyder ikke af meget, men jeg kan fra min egen smule erfaring attestere, at turen stillede store krav til udøveren. Afstanden mellem svellerne passede ikke til hverken korte eller lange skridt, og det var meget ubehageligt at gå på skærverne, der lå mellem skinnerne. Tillige var svellerne meget glatte at gå på i fugtigt og vådt vejrlig.

Hver af patruljens medlemmer medførte om natten en håndsignallygte samt nogle knaldsignaler. Håndsignallygten benyttedes til at belyse sporene med, så det kunne påses, at svelleskruer og lasker ikke var fjernet eller forsøgt ordnet, samt at uvedkommende genstande ikke var anbragt i eller ved sporet. På dobbeltsporet bane skulle de 2 mænd gå i hver sit spor, eventuelt, hvis de herved mistede kontakten med hinanden, sammen efterse hvert spor for sig. Patruljeringen skulle fortsættes på den anførte måde under flyvervarsling, først »under stærk skydning og under direkte flyangreb (herunder over flyvning i lav højde«), var det tilladt at slukke håndlygterne og søge dækning.

Under patruljeringen havde reservepolitibetjenten afgørelsen i alle spørgsmål, der måtte opstå af politimæssig art, medens det tilkom ekstraarbejderen at afgøre jernbanemæssige problemer. Reservepolitibetjenten gik i venstre spor, normalt med togene mod sig, og ekstraarbejderen i det højre spor, hvor togene normalt kom bagfra.

Det var i instruksen fremhævet, at begge, når tog ventedes, skulle træde ud af sporene og ud på banketten, idet den omstændighed burde tages i betragtning, at tog under visse forhold kunne komme i venstre spor i kørselsretningen. Men selv om togene kom i højre spor, kunne de være svære at opdage, navnlig under ugunstige vind- og vejrforhold. Man bemærkede så tit først toget, når det var inde på samme skinnelængde, som patruljen gik på, og så var det om at komme væk.

Vi afventede så stående på banketten ved siden af sporet togets passage, hvis vindretningen tilsagde det, inderligt håbende på, at ingen i toget benyttede toilettet under forbikørslen.

Jeg oplevede under mine patruljer, at der meget tit om natten kom et sololokomotiv, som næsten ikke var til at høre, før det var meget tæt på. En ganske særlig risiko repræsenteredes af tog, der kørte med slukkede frontlanterner. Et tungt læsset tog i fart kunne behøve en strækning på ca. 800 m for at standse, og hvis vi i det hele taget kunne nå det, standsede vi sådanne mørke lagte tog for at foranledige frontlygten tændt igen. Kunne vi ikke nå at standse toget, måtte vi kun håbe på, at det lykkedes for næste post. Men faren for at blive ramt eller påkørt af togene lurede altid, og næsten enhver sådan ulykke havde dødelig udgang til følge.

Ifølge en opgørelse, der strækker sig fra den 20. februar 1943 til den 20. maj 1944, var der ved 8 ulykker dræbt 7 reservepolitibetjente og 4 statsbanefunktionærer i det anførte tidsrum. Disse ulykker blev analyserede og resultatet meddelt til advarsel og iagttagelse i cirkulære af juni 1944.

Vi slap så vidt jeg ved helt for ulykker her i politikredsen, men det skal nok ind imellem have været tæt på.

Selv blev jeg en nat overrasket af et vestfra kommende tog, medens jeg befandt mig på sporet ved den sydlige side af viadukten over Vesterbrogade. Der var ikke andet at gøre end at klemme sig godt op mod broens rækværk og holde fast på overtøjet, som den nat bestod af et regnslag. Medens toget passerede, havde jeg fornøjelsen af at se på en dør, der stod åben ud mod mig og svingede frem og tilbage bagest i toget, men heldet var med mig, idet døren var i inderstilling, da den pågældende vogn passerede mig.

Rigsdagsvalget i marts 1943

Den 23. marts gik også borgerne i Kolding til valg til folketinget og valgmandsvalg til landstinget.

Valget havde påkaldt sig stor opmærksomhed ude som hjemme. Alene dette, at tyskerne ikke modsatte sig et demokratisk valg i et okkuperet land, var noget helt enestående. Mange nærede frygt for, at valgdeltagelsen skulle blive ringe, og der blev derfor gjort meget for at sætte valgstemningen i vejret og gøre valgdagen til en national festdag.

Valgdagen kom naturligt nok til at forme sig anderledes end ved noget tidligere valg. Der var ingen plakater, ingen uddeling af pjecer på gaderne, ingen højttalervogne, demonstrationer, optog eller friluftsmøder, ja, der var overhovedet ikke offentlige møder. Til gengæld omdeltes gennem postvæsenet brochurer, pjecer og valgaviser. »Frit Danmark« agiterede i et særnummer for at stemme blankt, og kommunisterne gjorde meget for at få vælgerne til det samme.

I Kolding var bl.a. daværende adjunkt Karl Olsen, Kolding Højere Almenskole, valgkandidat. Han blev valgt og gjorde fyldest i det høje ting indtil dets opløsning den 29. august.

Der udleveredes på valgdagen små knaphulsvalgmærker, bestående af Dannebrogsflag med tekst: »Har stemt« til vælgerne, når de havde opfyldt deres borgerpligt. Disse valgmærker kom til at præge gadebilledet, idet frygten for, at vælgerne skulle svigte, heldigvis blev gjort helt tilskamme. Valgdeltagelsen blev på 89,5 pct., medens den hidtil højeste valgdeltagelse var 81,5 pct., nemlig ved valget i 1932.

Nazisterne bevarede kun deres 3 mandater i folketinget i kraft af en meget beskeden stemme fremgang fra 31.032 stemmer i 1939 til 43.309 ved valget i 1943. Herved fik tyskerne sort på hvidt bevis for, hvor svagt de danske nazister stod i befolkningens øjne.

Kommunisterne og de illegale blades opfordringer om at stemme blankt blev ikke fulgt i større udstrækning. Ganske vist var der ved 1943-valget ca. 23.700 blanke stemmer mod normalt godt ca. 4000, men de blanke stemmer i 1943 udgjorde kun ca. 1 pct. af samtlige afgivne stemmer.

De gamle partier havde af alle afgivne stemmer godt 94 pct., hvilket betegnedes som overvældende under de givne forhold.

CB-væmepligt

Jeg blev i maj 1943 indkaldt til grunduddannelse i civilbeskyttelsestjenesten som CB-pligtig. Vi mødte et større hold på Vandrerhjemmet og gennemgik der en 3-ugers uddannelse inden for det store felt under ledelse af kaptajnerne Rose og Maahr samt daværende overpolitibetjent E. Sørensen fra ordenspolitiet i Kolding.

Efter uddannelsen fordeltes vi til civilbeskyttelsestjenestens forskellige tjenestegrene. Jeg blev udtaget til polititjeneste og tildelt Sydjydske Distriktskommando, der sammen med Koldings kommandocentral holdt til i kælderen under Koldings højere Almenskole, hvor jeg begyndte den 22. juni 1943 på at aftjene 1/2 års pligtig tjeneste.

Tjenesten var tilrettelagt på den måde, at vi mødte hvert 3die døgn og så havde tjeneste i 24 timer. Jeg kunne således beholde min civile stilling som bogholder i automobilfirmaet Chr. J. Støjberg, Fynsvej 17-21, her, og måtte indhente det i firmaet ved CB-tjenesten forsømte arbejde ved overarbejde, så det blev på den måde et brydsomt halvt år at stå igennem.

Hertil kom, at jeg på grund af mine beskedne tyskkundskaber fra mellemskolen blev udtaget til at betjene den såkaldte FLUKO-telefon, d.v.s. den direkte forbindelse mellem distriktskommandocentralen og den tyske meldingscentral, der lå i Seest, og hvorfra navnlig alle ordrer om flyvervarsel og -afvarsling kom til videregivelse til de forskellige byers kommandocentraler vestpå og sydpå til landegrænsen. Der var mange opringninger på den telefon, og det bevirkede, at jeg havde meget lidt ro om natten i modsætning til kammeraterne, idet vi måtte sove i en særlig sovesal, når der ikke var brug for os. Det var der meget tit for mig på grund af min nævnte særlige funktion.

Dagspressen og radioen kunne kun få lov til at fungere under stærk tysk kontrol, og mange troede derfor ikke på de oplysninger og informationer, man fik ad den vej, og heller ikke de illegale blade var altid helt pålidelige.

Til gengæld var der god gang i rygterne, og det var derfor ikke uden grund, at justitsministeriets propagandakontor udsendte plakat til ophængning på tjenestestederne, hvorpå der stod, at tjenestemænd skulle være særlig forsigtige med, hvad de sagde.

Uroligheder i Kolding i august 1943

I løbet af sommeren havde der været en del uro i andre byer, og også i Kolding begyndte det så småt at gære.

Torsdag den 19. august om aftenen brød det hele ud i lys lue her i byen.

Tumulterne begyndte på havnen, hvor der var besøg af Tofts Tivoli, og her gik en ung mand omkring med et tørklæde i Royal Airforce’s farver. Det lykkedes ham at komme i slagsmål med en tysk soldat, som genkendte de rød-hvide-blå farver, der altså virkede lige så godt på ham som den røde klud på tyren i tyrefægterarenaen.

Det kostede en del arbejde, før politiet fik nogenlunde ro i byen, der næsten så ud som en valplads med mange knuste vinduer i forretninger, som mængden mere eller mindre berettiget anså for at favorisere tyskerne på de danske kunders bekostning.

Et varehus i Jernbanegade havde også været udsat for, at en sten eller lignende var kastet mod et vindue, som dog ikke var helt knust, men »stjernet«. Man fik i forretningen den ide at markere stedet med staniolstrimler og et skilt med en tekst noget i retning af: »Vore kunder siger i dag til os, at dette må være en fejltagelse. Det mener vi også.«

Årsagen til det hele, den unge mand fra havnen, havde tilsyneladende ikke fået uro nok, idet han fremturede også efter politiets ankomst. Det endte med, at han blev anholdt og senere indkaldt til retten som tiltalt for at have undladt at passere gaden trods opfordring fra politiet. Sagen blev afgjort med en bøde på 100,00 kr., efter datidens bødetakster et ret anseligt beløb, som nok for hans vedkommende skal have svaret til nettoprovenuet aften månedsløn.

Uroen fortsatte fredag og lørdag med rudeknusninger og andre former for uro, herunder fredag demonstrationer mod Bagermestrenes Rugbrødsfabrik, som man havde hørt leverede brød til Odense, hvor der var omfattende arbejdsnedlæggelser.

Fredag indrykkedes i dagbladene en politi bekendtgørelse med forbud mod optog og demonstrationer af enhver art samt mod enhver form for sammenstimlen. Politikommissær Kleberg udtalte til Kolding Folkeblad, at han ikke havde troet, at Koldingborgerne ville opføre sig således, ligesom han henstillede til den lovlydige og ordentlige del af befolkningen at blive hjemme og holde deres børn inde. Dagbladene advarede desuden selv kraftigt befolkningen mod de »stedfundne tåbelige udskejelser«. Det må rent udsagt konstateres, at udviklingen var gået noget i retning af et gadens parlament, ja, Kolding Folkeblad betegnede situationen som de 14-åriges diktatur.

De mange advarsler hjalp ikke, det var endnu ikke slut om søndagen den 22. august, hvor store menneskemasser drev rundt i gaderne i forventningen om, at der ville ske noget. Om aftenen trak man mod Akseltorv, hvor der forekom alle former for uro. Tyske skilte blev for gud ved hvilken gang revet ned og brækket itu, der blev sunget og råbt og ind imellem lød knald som fra fyrværkeri. Min søster og jeg var da også kommet derned, men holdt os klogeligt i udkanten af torvet mod Adelgade.

For nu var politiets tålmodighed slut. Der var trukket politiforstærkninger til byen, og politiet havde i tiden op til kl. 22.00 foretaget omringning af Akseltorvet. Præcis kl. 22.00 trådte politikommissær Kleberg op på stensætningen omkring pladsen foran rådhuset og opfordrede herfra tre gange i Kongens og Lovens navn mængden til at spredes, og han havde næppe sagt det sidste ord, før han fortsatte med ordren til politiet: »Træk stavene og slå løs«.

Jeg vidste fra min lærdom som CB-pligtig, at der ville ske alvorlige ting, når denne højtidelige opløbsformular blev brugt, så min søster og jeg var begyndt at trække os hen ad Adelgade, da politiet tog fat på at rydde torvet, som snart var så godt som mennesketomt. Der var mange, som i de følgende dage havde godt ondt i arme, skuldre og rygstykker, men som en veltrænet politimand bagefter sagde: »Det er godt med sådan en tur hvert andet år, så er der kommet en ny generation«.

Aktionen hjalp så vidt, at gadeoptøjerne stort set ophørte, men senere på natten mellem søndag og mandag opstod der brand i et tømrerværksted og i et trælager, hvorimod der de følgende dage faktisk kun er tale om relative små ting.

Alt var således nogenlunde fredeligt, da der den 27. august om aftenen pludselig udbrød brand i Industriforeningens teatersal, som de ihærdige rygter ville vide skulle beslaglægges af tyskerne. Det viste sig nu hurtigt, at der ikke idet tilfælde var tale om sabotage, idet branden var påsat af en køkkenpige, som var utilfreds med forholdene i pladsen og i sin uforstand ikke så nogen anden løsning end at sætte ild på, så det hele kunne gå op i flammer.

Og denne begivenhed kan være en passende afslutning på nærværende beretning om forholdene fra nytår 1943 og til den 29. august samme år.

Kolding under besættelsen
^{Om Kolding under 2. verdenskrig fra 1939 til 1945}