Kolding i 1943 (Koldingbogen 1986)

Om Kolding under besættelsen i 1943 og om modstandsbevægelsen i byen. Artiklen "Kolding i 1943" skrevet af Gunnar Sørensen og trykt som artikel i Koldingbogen årgang 1986.

Boguddrag

...

I Kolding ramte besættelsen borgerne lige så hårdt som alle andre steder i Danmark, og det var ikke til at undgå at mærke besættelsen og dens følger i hverdagen. Tyskerne havde foretaget beslaglæggelser af mange ejendomme og andre lokaliteter, og selv om det skulle blive værre siden, var det galt nok allerede nu. De var i byen og det så ud til, at de ville blive her længe. Jerngrebet om Koldingborgerne var ikke stram met helt til, der var endnu ingen gestapomænd på Staldgården, og i det store og hele færdedes tyskere og danskere mellem hinanden uden de helt store armsving fra nogen af siderne.

Der forekom tilfælde af småsabotager mod tyske biler, der stod på værkstederne i byen, samt mod tyske telefonlinier og lignende. Det var nær ved at være en offentlig hemmelighed, at nogle kommunistiske lærlingegrupper løb rundt og foretog sig den slags ting. De havde ikke udelt sympati fra borgerskabets side, idet man nær mest betragtede den slags som drengestreger, men der var trods alt for megen afsky for stikkervirksomhed til, at nogen ville medvirke til ophør ved anmeldelse til danske, endsige tyske myndigheder.

Bomben ved Højskolehjemmet

Så fandt en af disse grupper den 25. februar først på aftenen på at lægge en hjemmelavet bombe uden for et vindue i »Højskolehjemmet«, der lå på hjørnet af Jernbanegade og Gråbrødregade. Det drejede sig vel ikke om ret meget mere end et stort kanonslag, men bomben havde dog kraft nok til at knuse vinduet, så glasskår og bombe rester regnede ned over nogle tyske, kvindelige telefonister, der opholdt sig i restauranten, og sårede 4 af dem.

Set fra danske synspunkter var dette ikke en populær aktion, og den betragtedes slet ikke som egnet til at skabe good-will for den spirende modstandsbevægelse. Nærmest var der sympati for de sårede tyske telefonpiger, som ingen danske naturligvis kunne tænke sig at føre krig direkte imod. Selv i kommunistiske kredse vakte aktionen bestyrtelse, og den lokale leder, tømrer Alfred Kristensen, som senere omkom i tysk koncentrationslejr, havde fat i gerningsmændene for at kalde dem til orden.

Tyskerne blev selvsagt rasende og dekreterede en slags undtagelsestilstand, blandt andet bestående i, at alle offentlige lokaler skulle lukkes af politiet fra kl. 22.00 den dag og næste dag fra kl. 19.00. Tillige måtte civile ikke færdes på gaden fra disse tidspunkter og indtil kl. 06.30. Endvidere bestemte de, at der ikke måtte ske offentliggørelse, og at ingen, der således uforvarende kom til at overtræde spærretiden, måtte fortsætte til bestemmelsesstedet, men skulle returnere til det sted, de kom fra.

Alt dette var selvfølgelig svært for politiet at administrere, og man gik derfor fra tysk side med til, at forholdsreglerne måtte bekendtgøres ved højttalervogne dagen efter.

Efter to dages Torløb var det hele ophævet. Samtidig udlovede politimesteren en dusør på 10.000 kr. for oplysninger, der kunne føre til pågribelse af gerningsmanden.

Affæren nåede helt op til den tyske øverstbefalende general v. Hanneken fordi dette var det første direkte angreb på værnemagten. Han indkaldte den 27. februar til pressemøde i sit hovedkvarter på Nyboder skole i København, hvor han selv indfandt sig ledsaget af legationsråd Meissner og et par højtstående officerer. Han udtalte, at der i de sidste måneder var sket en beklagelig og pinlig forandring i forholdet mellem den tyske værnemagt og den danske befolkning. Om begivenheden i Kolding erklærede han, at bomben, der var anbragt på en vinduesgesims, havde såret fire kvinder fra den tyske militære hjælpetjeneste. Over for elementer, der iværksatte den slags fejge og foragtelige handlinger, måtte den tyske værnemagt forsvare sig, og den kan, når den angribes som her, slå hårdt til, og den vil slå hårdt. Generalen foretog derefter bl.a. en gennemgang af tysk opfattelse af den danske presses pligter i sager som disse, navnlig ved på eget initiatv at tage afstand fra det skete. Derefter afsluttede han mødet, som han straks forlod efter at have henvist eventuelle spørgsmål til en af officererne.

Der blev virkelig for en gangs skyld advaret alvorligt fra dagspressens side, hvilket må tages som udtryk for, at ingen almindelige danske ønskede den slags »krigsførelse«.

Fra tysk side skal man - efter hvad eftertiden har røbet - have undret sig over, at Koldingborgerne så tålmodigt havde affundet sig med de indførte restriktioner i form af spærretid m.v. i anledning af bombeeksplosionen.

Det er mit indtryk om grunden hertil, at menigmand nærmest skammede sig over det skete og følte, at den tyske reaktion i virkeligheden var løn til borgerne som forskyldt.

Den 1. marts arresterede tyskerne en ung mand, disponent Gustav Lumbye, som mistænkt bl.a. for bombeattentatet mod Højskolehjemmet. Han blev stillet for en tysk krigsret, der frifandt ham for attentatet, som han heller intet havde med at gøre, men idømte ham en straf af 3 års fængsel for andre forhold. Han fik efter begæring af danske myndigheder sagen forelagt for en ny krigsret, der imidlertid ikke som ventet formildede straffen, men forhøjede den til fængsel i 5 år. Det lykkedes ham at flygte fra Kolding arrest den 31. juli s.å. Han kom til Sverige og vendte hjem efter den 5. maj 1945 med Den danske Brigade, men omkom i sommeren 1945 som følge af en vådeskudsulykke.

...

Henvisninger

• https://broad-sheep.files.svdcdn.com/production/files/koldingbogen/1986/Koldingbogen_1986_08.pdf?dm=1673949237

Kolding under besættelsen
^{Om Kolding under 2. verdenskrig fra 1939 til 1945}