Englænderne

Fra KoldingWiki
Version fra 11. maj 2025, 08:19 af Jkrause (diskussion | bidrag) Jkrause (diskussion | bidrag) (Ørkenrotterne kom, Kolding kogte)
Englænderne ankommer i Bredgade, 7. maj 1945. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Englændernes ankomst til Kolding i befrielsesdagene, blev imødeset med længsel. Rygter var talrige, og mange drog allerede den 5. maj 1945 syd for byen, bl.a. til Vonsild, for at tage imod. Men de ventede foreløbigt forgæves, idet den første gruppe allierede soldater, der kom til landet, skulle overnatte i Aabenraa.

De første englændere

Britisk soldat på motorcykel med kvindelige passagerer, her ud for Haderslevvej 7. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

De første englændere ankom til Kolding den 6. maj omkring kl. 10. Det var 11 biler og tre motorcykler. Bilerne med presseofficerer gjorde et kort ophold i Jernbanegade. De standsede ud for Hotel Royal (Jernbanegade-delen af Saxildhus) og blev hurtigt omgivet af en menneskemængde, der efterfølgende bar officerene ind på hotellet i en guldstol. Personalet fra Saxildhus uddelte wienerbrød og mælk til englænderne. I Kolding havde de allierede officerer og de tyske forbindelsesofficerer en forhandling med den tyske kommandant i Kolding, major Arnold. Kortegen holdt i Jernbanegade cirka en halv time, før den fortsatte mod Lillebæltsbroen.

Ørkenrotterne kom, Kolding kogte

Engelske panservogne ved Akseltorv, Kolding. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Englændernes hovedstyrke havde været forsinket pga. de store masser af tyske flygtninge i Nordtyskland, men mandag d. 7. maj, omkring kl. 16, fandt englændernes triumfindtog i Kolding endelig sted. Den ca. 7 km. lange kolonne af panservogne og andre køretøjer var allerede på færden blevet blomstersmykket; nu kom flere blomster, dannebrogsflag og andre prydelser til. Folkebladets overskrift var: ' Ørkenrotterne' kom, Kolding kogte".

Fire majorer fra regimentet Royal Dragoons, der blandt andet havde kæmpet i Nordafrika, blev budt velkommen på Kolding Rådhus. De fire officerer passerede ved indangen, hvor de nordiske landes flag vajede side om side, to rækker vagtværnsmænd. Foran døren til byrådssalen stod forsvarsbrødrene fanevagt. Byrådssalens baggrund var dækket af et kæmpestort engelsk flag. Da officererne trådte ind i salen, stod alle byrådsmedlemmer i stiveste puds bag deres stole og hilste englænderne med håndklap. Borgmester V. Juhl var iført sin uniform som luftværnschef.

Borgmesteren tog straks ordet: "Som byens borgmester byder jeg Dem og Deres soldater velkommen til Kolding. Efter mere end 5 års besættelse og tvang fra en overmægtig nabo er De symbolet på friheden, den frihed, vi først nu til fulde har lært værdien af. Mange af vore medborgere har direkte mærket fjendens tvang og mishandling, og alle har vi føt det tryk, som besættelsen har lagt på vore skuldre. Dette vil vi ikke glemme. Men endnu mindre vil vi glemme, at det var vore heltemodige allierede, der frelste os fra undertrykkelsen [...]".

Den britiske kolonne fortsatte herefter mod Fyn og Sjælland.

Indkvartering

Der fandt kun én samlet indkvartering hos private sted, nemlig 2-300 mand fra Kings Regiment. Englænderne var omsværmede, og mange private ønskede at indkvartere de engelske soldater. Der var dog langt fra engelske soldater nok – og mange fik derfor ikke mulighed for at vise deres gæstfrihed over for befrierne.

Cirka 100 mand fra en panservognsafdeling var en kort tid i maj 1945 indkvarteret på Sdr. Vang Skole. En afdeling af Royal Dragoons var indkvarteret i den tidligere tyske lejr på Dyrehavegårdsvej. En forplejningsstation blev oprettet på havnen og et benzindepot blev etableret ved Østerbrogade og Ågades forlængelse mod åen. Forplejningsstationen bestod 1945 ud, mens benzindepotet bestod, så længe de engelske styrker befandt sig i Danmark.

Med Leave CampLykkegårdsvej var der frem til 1947 konstant et større antal allierede soldater i Kolding.

Litteratur og kilder

  • K. Baagøe og E. Ebstrup: Kolding under besættelsen, Konrad Jørgensens Forlag, 1946.
  • Jesper Hansen og Niels Jørgen Østergaard: Besættelse og befrielse, Kolding Stadsarkiv, 1995.
  • Tove Jørgensen og Birgitte Dedenroth-Schou: Besat & Befriet. Erindringer fra besættelsestiden i Kolding, Kolding Stadsarkiv, 1995.
  • Aage Trommer: Modstandsarbejdet i Kolding under 2. verdenskrig. (i: Kolding i det 20. århundrede indtil kommunesammenlægninger i 1970, bd. 2, 1979)
  • Viborg Stifts-Tidende og Horsens Avis 07-05-1945.
Kolding under besættelsen
Om Kolding under 2. verdenskrig fra 1939 til 1945
Generelt: Kolding i 1940erneDagligliv under besættelsenKolding HavnHarte Sogn
Se også: Kategori for besættelsestiden
Begivenheder og tidslinjer : Pulterkammerrydningen 1939Tilflugtsrum 1939Luftværnsmøde feb. 1940Den 9. april i glimt 1940Borgmesterens nytårstale 1942-43Kolding i 1943 (boguddrag)Engelsk flyver i Sdr. Stenderup 1943Byrådsvalget 1943Befrielsen 1945
Tidslinjer: 1939194019411942194319441945
Modstands-bevægelsen : ModstandsbevægelsenSabotageaktionerModstandsfolkDKP (boguddrag)Aagaard-gruppen
Den tyske besættelsesmagt : BesættelsesmagtenLuftmeldestationenGudrunstillingenGestapo i KoldingPetergruppenSchalburgtageTyske myndighedspersoner
Befrielsen : BefrielsenHævn og retsopgørTyskerpigerneEnglænderneLeave CampTyske flygtningeFrihedsfondens lokalafdelingMindesmærket for besættelsestidens ofreSkamlingsbanken