Aagaard-gruppen
Billedet er benyttet i bogen, Besat og befriet, s. 63.
Aagaard-gruppen, kan også skrives Aagaardgruppen og Ågårdgruppen, var under besættelsen en modstandsgruppe som beskæftigede sig med våben-nedkastninger og opsamlinger. Gruppen fik sit navn af at gruppelederen boede i landsbyen Aagaard i Øster Starup Sogn, gruppen havde også medlemmer fra nabosognet Viuf. Der kendes til 54 medlemmer af gruppen, den del af gruppen som hjalp med til at modtage våbennedkastningerne bestod formentligt af 18 mand. Ifølge beretninger fra gruppemedlemmer, blev gruppen etableret i marts 1945 og fungerede frem til befrielsen.
Aagaard-gruppen nåede på to måneder tre gange at modtage våbennedkastninger fra englænderne, alle våben blev transporteret til Kolding, hvorefter modstandsbevægelsens byledelse stod for fordelingen. Ifølge Ellen Kristensens (f. 1930) erindringer fra bogen Besættelsestiden minder fra barndommen (2021), modtog gruppen signal om aktion ved at en dame ”… sad på telefoncentralen, og når kodeordet Yrsa kom, ringede hun rundt til frihedskæmperne”.
Gruppens leder var Jens Kristian Jensen, der udover våbennedkastninger og radiokontakt til England fra sit hus i Aagaard, også beskæftigede sig med at fremstille illegale blad, i de sidste uger af krigen, var Jens Kristian Jensen så uheldig at blive arresteret og dødsdømt for hans modstandsarbejde, han blev dog reddet af befrielsen i maj 1945.
Ifølge beretninger fra landsbyen Aagaards beboere, blev befrielsen, på grund af falske rygter, fejret i Aagaard allerede den 1. maj 1945.
Gruppen fik i Vejle den 24. maj 1945 en officiel allieret anerkendelse af deres arbejde, i den forbindelse omtales gruppen som en del af modstandsbevægelsens 7. kompagni under "Region II, sektion Q, Vejle distrikt".
Henvisninger
- web.archive.org 2. oktober 2013: drostrup.dk/aagaard/fotos.htm gruppen,
- Besættelsestiden minder fra barndommen, samlet og redigeret af Kolding Stadsarkiv (2021)
- Besat og befriet – erindringer fra besættelsestiden i Kolding, samlet og redigeret af Kolding Stadsarkiv (1995)
- Undergrunden i Vejle, af Jørgen Munch Christensen (1945)
Om Kolding under 2. verdenskrig fra 1939 til 1945