Dagbog fra besættelsen (uddrag)

Uddrag fra Line Jørgensens dagbog fra besættelsen. Line Jørgensen var gift med Frovin Jørgensen. En kopi af dagbogen findes på Kolding Stadsarkiv.

Dagbogs uddrag

Juni 1943

Vi hørte i aftes i BBC, at arresterede norske modstandsfolk bliver deporteret til K.Z. lejre i Tyskland i lukkede kreaturvogne. Det er frygteligt at tænke på. De kører lige forbi os, og vi kan intet gøre.

29. august 1943

Mange Koldingensere er blevet arresterede. Vi er alle meget oprevet og bedrøvede. Fru Svendsen kom herover, helt fortvivlet. Vi satte os ude på skråningen og græd begge to.

5. september 1943

Carl Martin blev døbt i dag, men der er undtagelsestilstand i byen, så vor udenbys familie kan ikke komme. Didde og Andreas fra Sillerup kom dog kørende i gig og kørte ad Mosevej og ad forskellige smågader for at undgå vagtposterne. Taxa kunne vi ikke få. Vi kørte med barnevogn til kirken.

Der går patruiller i gaderne. Da vi sad og spiste, ringede det på døren. Jeg lukkede op. Uden for stod 3 soldater. Føreren så ud til at have fået en granat lige midt i ansigtet. Han så forfærdelig ud. De så sig omkring og forlangte at se min mand. – Hvad skal han? spurte jeg, han kan ikke tysk. – Med sin cykel har han kørt lige ind i delingen her nede på gaden. Vi vil have fat i ham. – Jeg måtte hente Frovin og forklare ham, at han skulle lade, som han ikke forstod tysk. – Men da føreren for soldaterne så ham, sagde han: Das ist erledigt, og fik sin vej, og vi slap med skrækken.

Oktober 1943

Frovin er gået med i en gruppe, der mødes hos Købmand Egon Berg. Kommunisten Ib Nørlund skal sove her under sit ophold i byen.

November 1943

En dag kom en bil med en stor kasse, indeholdende trykkeriet til “Budstikken”. Den er fra Ægge-Nielsen, der ordner det praktiske. Han siger, det er vanskeligt at få et sted at trykke bladet. Derfor har Frovin sagt ja til, at det må ske hos os, og en aften, efter at børnene er kommet til ro, kommer to unge mænd og går i gang med trykningen. Vi drikker kaffe sammen om natten, og henad morgenstunden går de. – Der bliver et farligt postyr, da “Budstikken” kommer ud. Nogle er forargede over tonen, andre siger, at det er udmærket, og Gestapo farer rundt for at finde trykkestedet.

Tømrer Aksel Christensen har været hos Frovin, om han vil være redaktør af bladet næste gang. De talte sammen i Helligkorsgade. Frovin vil måske nok, men noget skal så ændres i bladet.

3. december 1943

Det er herligt vejr, let frost og skøjteføre på engen. De tre store er på isen. Frovin og jeg vil gå med de mindste til tænding af byens juletræ på torvet. Som vi skal til at gå, kimer det voldsomt på døren. Frovin lukker op. På trappen står en mand med begge hænderne i lommerne. – Er det hr Jørgensen? spørger han. Frovin siger ja, og i det samme trækker manden en pistol og siger: hænderne i vejret. Det er det tyske sikkerhedspoliti! Ud af bilen stormer 2 gestapofolk, og Frovin og jeg må gå baglæns ind i stuen med hænderne over hovedet. Her får vi anvist plads, Frovin i en stol og jeg foran radioen og får lov til at tage hænderne ned, efter gestapofolkene havde undersøgt, om vi havde våben på os.

Så begynder de at forhøre os begge to, om trykkeri, illegale blade osv. Vi benægter alt. Imens gennemsøger en dansktalende gestapomand huset, endevender skuffer, skabe, senge, roder i tørvene i fyrkælderen, men finder intet. Han går ud og låser fordøren og kommer ind, snavset på hænder og i ansigtet af tørvene. Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde taget et franskbrød ud af ovnen, og spurte, om jeg måtte gøre det. Den tyske gestapomand sagde nej. Lidt efter kom den dansktalende ind og sagde, at han havde gjort det.

Hvorfor er De så oprevet, når De er så uskyldig, som De siger? spurgte den tysktalende pludseligt. – Jeg svarede, at vi ikke var vant til at få pistoler sat for brystet. -Åh, sagde han, den er kun farlig, når den knalder.

Det ringede på døren. Det er de tre store, som kommer hjem fra isen. Den dansktalende lukker dem ind og tager dem i forhør ude i spisestuen. Bag efter kommer han ind og siger, at Aase havde sagt: Åh, det er Budstikken! – Det passer ikke, siger vi begge. Aase kender overhovedet ikke noget til nogen budstikke, for der har ikke været nogen her, så det kan hun ikke have sagt. Så forlod han det emne.

Per så sit snit til at gå ind i stuen og stod og kikkede på os med bange øjne. En politisoldat, som stod ved siden af Frivin, sagde: Få ham ud. Dette her er ikke godt for Ham. Per gik: men lidt efter stod han inde i den anden stue.

Efter to timers ransagning og forhør har de intet fundet. Den tysktalende gestapomand stillede sig hen til Frovin og sagde: Sie sind unser Deind, das wissen wir, wir wissen alles! Så holdt de op, og Frovin fik ordre til at lægge sine “Taschensachen” fra sig, fik nattøj og overtøj. Han skulle med. I spisestuen tager vi afsted og siger til Hinanden: Vi bøjer ikke nakken- Så kørte de.

Efterpå føles det isende koldt, både i stuerne og inden i mig. Jeg må berolige børnene, som ikke kan forstå, hvad det alt sammen er for noget, og sammen sidder vi helt stille en tid. Vi sender bud over på sygehuset, om min søster vil komme til os, når hun er færdig, og da børnene er kommet i seng, sætter jeg hende ind i situationen; men knap er vi færdige med det, før de tyske biler igen kommer susende. Gestapofolkene springer ud og fare op på skråningen, kommer tilbage med trykkeriet og smider ind i bilen, hvorpå de kører bort. Kassen lader de stå ude på vejen.

Kolding under besættelsen
^{Om Kolding under 2. verdenskrig fra 1939 til 1945}