Modstandsbevægelsen
De fleste danskere følte det som en national ydmygelse, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Ydmygelsen førte dog ikke umiddelbart til modstand mod besættelsesmagten. Den danske regering indledte en forhandlings- og samarbejdspolitik med tyskerne. Man forsøgte dermed at indordne sig under de nye forhold og opfordrede befolkningen til at gøre det samme. Denne opfordring fulgte langt de fleste danskere gennem størstedelen af besættelsen.
Indholdsfortegnelse
Drengestreger
I de første besættelsesår havde langt de fleste overgreb på besættelsesmagten karakter af drengestreger og drillerier. Det drejede sig blandt andet om overklipning af telefonledninger, graffiti med antityske slagord, ødelæggelse af tyske vejskilte, småtyverier og lignende. Alt sammen noget, der havde til hensigt at irritere besættelsesmagten.
Modstandsarbejde
Fra efteråret 1942 begyndte et mere organiseret modstandsarbejde at tage form i Kolding. Som i andre byer var det på dette tidspunkt hovedsageligt folk fra de politiske yderfløje, det vil sige fra det nu illegale Kommunistparti, partiet Dansk Samling og Det Konservative Folkeparti, der lod sig engagere i dette arbejde. Som konsekvens heraf udkom i oktober 1942 det illegale blad Folket. Bladet nåede dog kun at udkomme i to numre. Fra juni 1943 udkom Budstikken, som havde en betydeligt længere levetid.
Det varede længe før stemningen i befolkningen vendte sig til fordel for en væbnet modstandskamp. Henover sommeren 1943 skete der imidlertid noget. Her oplevede man landet over en række sabotageaktioner, strejker og uroligheder. Dette førte blandt andet til, at samarbejdspolitikken i august 1943 blev afbrudt.
Modstanden i Kolding
Fra efteråret 1943 begyndte modstandsarbejdet i Danmark at få vind i sejlene. Indtil august 1943 havde man i Kolding kun oplevet et enkelt bombeattentat, enkelte ildspåsættelser på tyske køretøjer og andre mindre hærværkslignende aktioner.
I lighed med mange andre byer oplevede man i Kolding fra 1944 og krigen ud en vækst i antallet af sabotageaktioner mod tyskerne og danske virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Jernbanesabotagen tog også fart med adskillige skinnesprængninger omkring Kolding i 1944 og 1945.
Da man nåede årsskiftet 1944/45, var stemningen vendt til fordel for det illegale arbejde. Fra at have været ugleset blot 2 år før, fik det illegale arbejde nu tilslutning fra størstedelen af danskerne.
Modstandsarbejdet i Kolding synes ikke så omfattende som i flere af regionens andre byer. Der kan være flere grunde til dette. En årsag kan være, at kommunisterne ikke havde en særlig stærk position i Kolding. Kommunisterne var, i kraft af deres stærke organisation, drivkraften bag meget af modstandsarbejdet landet over. En anden årsag kan være, at Kolding var en farlig by at være illegal i. Kolding var en by med mange tyske soldater og ikke mindst havde Gestapo deres hovedkvarter i byen.
Litteratur og kilder
- K. Baagøe og E. Ebstrup: Kolding under besættelsen, Konrad Jørgensens Forlag, 1946.
- Jesper Hansen og Niels Jørgen Østergaard: Besættelse og befrielse, Kolding Stadsarkiv, 1995.
- Tove Jørgensen og Birgitte Dedenroth-Schou: Besat & Befriet. Erindringer fra besættelsestiden i Kolding, Kolding Stadsarkiv, 1995.
- Aage Trommer: Modstandsarbejdet i Kolding under 2. verdenskrig. (i: Kolding i det 20. århundrede indtil kommunesammenlægninger i 1970, bd. 2, 1979)
- Krigen dag for dag, Kolding under 2. verdenskrig dag for dag, krigendagfordag.dk
Den 9. april i glimt • Dagligliv under besættelsen • Besættelsesmagten (Gestapo i Kolding • Petergruppen • Schalburgtage) • Modstandsbevægelsen (Modstandsfolk) • Befrielsen (Hævn og retsopgør • Tyskerpigerne • Englænderne • Tyske flygtninge) • andet (Pulterkammerrydningen 1939 • Engelsk flyver i Sdr. Stenderup)
