Slaget ved Kolding
Slaget ved Kolding var et militært feltslag udkæmpet i og omkring Kolding den 23. april 1849 under Treårskrigen 1848-1850.
Indholdsfortegnelse
Krigen bryder ud
Treårskrigens overordnede årsag var nationale og politiske spændinger mellem danske og tyske grupperinger i det danske monarki. Fortalere for Ejderpolitikken krævede en grænse til Ejderen og indlemmelse af Slesvig i kongeriget Danmark. slesvig-holstenerne ville øge Hertugdømmernes selvstændighed i forhold til Danmark og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 udråbte tyske embedsmænd, officerer og borgere en provisorisk slesvig-holstensk regering i Kiel. Den følgende dag indtog en slesvig-holstensk oprørshær den danske fæstning i Rendsborg. Herefter trængte de mod nord.
Den 29. marts rykkede danske tropper over Kongeåen. Der var blevet samlet en styrke på 11.000 mand under ledelse af general Hans Hedemann. Til sammenligning var den slesvig-holstenske hær på ca. 6.000 mand. I løbet af foråret kom til det flere kampe mellem parterne. Danskerne sejrede d. 9. april ved Bov, men måtte d. 23. april ved Slesvig vige over for overlegne tyske styrker. De danske styrker vandt dog d. 28. maj ved Nybøl og d. 5. juni ved Dybbøl sejre over en jævnbyrdig modstander. Den 2. maj 1848 krydsede den preussiske feltmarskal Friedrich H. E. von Wrangel (1784-1877) Kongeåen og gik dermed fra hertugdømmet ind i Kongeriget Danmark. Dagen efter - omkring kl. 7 - rykkede det slesvig-holstenske rytteri over vadestedet ved Vranderup og infanteriet rykkede over ved Rolles Mølle. De fortsatte herefter frem mod Viuf. Omkring kl. 8.30 gik brigadegeneral Eduard von Bonin (1793-1865) med sine styrker over Sønderbro i Kolding, og byen blev besat uden kamp. Der blev indkvarteret omkring 2.000 mand i byen, og samtidig blev der indkvarteret et stort antal soldater i de omkringliggende sogne. Wrangel tog hovedkvarter i Kolding. Den 3. maj fortsatte Bonins tropper mod Fredericia. Man indtog her fæstningen uden kamp.
Preussens militære aktiviteter i Jylland blev dog på foranledning af Rusland tvunget til ophør fra d. 25. maj 1848, og besættelsestropperne vendte tilbage til hertugdømmerne. Efter forhandlinger med stormagterne, blev parterne enige om en våbentilstand d. 26. august 1848.
Optakt til slaget
Efter opsigelsen af våbenstilstanden, blev fjendtlighederne genoptaget d. 3. april 1849. Efter at have vundet i kampene om Haderslev, Avnbøl og Ullerup, var danskerne klar til angrebet på den fjendtlige hær ved Bov, men de fik ordre til at trække sig tilbage til Als og Kolding. Slesvig-Holstenerne marcherede derefter nordpå, og efter få timers kamp trak generalmajor Olaf Rye (1791-1849) sig tilbage nordpå. Den 7. april 1849 forlod Ryes korps Haderslev, og fortsatte til Almind-dalen i Nørrejylland. Korpset stod i kantonnement nord for Kolding Å, med forposter langs åen og Nebel Å. General Rye havde ordre til at skåne Kolding by for hård modstand og dermed bombardement.
Den 19. april nåede Bonins tropper Christiansfeld, og en rekognoscering senere samme dag viste, at Bonins tropper stod i en linje fra Rebæk ved Kolding Fjord, nord om Dalby og Vonsild til Fovslet. Tropperne bestod samlet af 14 bataljoner infanteri, 10 eskadroner kavaleri samt 40 kanoner.
General Rye ventede et snarligt angreb og trak derfor sine forposter tilbage til en linje syd for byen. De danske styrker i Kolding bestod af to kompagnier af 1. Jægerkorps og fire espingoler under ledelse af løjtnant Schow. Sønderbro var spærret med palisadeport og indrettet til forsvar. Den 20. april kl. 5 om morgenen gav Bonin sin næstkommanderende oberst Zastrow ordre til at kaste de danske forposter tilbage. Den danske kaptajn F. V. C. Caroc trak sin fremskudte styrke over på nordsiden af åen. De danske styrker kæmpede ufortrødent, og det blev især til heftige kampe ved Sønderbro. Da ammunitionen efter et par timer begyndte at slippe op, gav kaptajn Caroc ordre til tilbagetrækning. Ved træfningen i Kolding havde der været 30 døde og sårede og 17 tilfangetagne på dansk side. Tyskernes tab var omtrent de samme.
På trods af den øverstbefalende general Prittwitzs forbud, lod Bonin sin avantgarde overskride grænsen og erobre Kolding. En ny ordre fra Prittwitz forbød på det strengeste Bonin at indlade sig i en større kamp med danskerne nord for Kolding Å. General Rye trak sig tilbage til Almind-dalen. Her placerede han forposter en ½ mil syd for Almind. Eftersom at Bonin nu havde overskredet grænsen til Nørrejylland, besluttede generalløjtnant Frederik Bülow (1791-1858), at sætte hele sin styrke ind på at kaste tyskerne tilbage over grænsen og indledte angrebet ved Kolding d. 23. april om morgenen.
Slaget ved Kolding
Slaget om Kolding skulle indledes med et angreb på to flanker nordfra. Den østlige flanke under direkte kommando af Bülow stod klar ved Taulov. Den vestlige flanke under kommando af general Rye og generalmajor Anthon Carl Frederik Moltke (1784-1863) stod klar ved Harte og Almind. De skulle erobre broen ved Ejstrup i Harte Sogn og vadestedet ved Påby, og derfra angribe fjenden. Dette var en vigtig del af slaget, da man ellers ville få svært ved at forcere Kolding Å. Den samlede danske angrebsstyrke bestod af 15 bataljoner, 16 eskadroner og 32 kanoner.
Tyskernes hovedgrupperinger lå i øst ved Kolding og Vonsild og i vest ved Seest og Vranderup. Om morgenen angreb danskerne de slesvig-holstenske stillinger over en bred front og mødte hård modstand. Ludvig Castenskiold (1823-1905) tjente som løjtnant under general Friderich Adolph Schleppegrell (1792-1850), hvis styrker angreb Kolding fra øst. Der var placeret tyske forposter ved Skovmøllen, men disse trak sig tilbage ved synet af danskerne. Den tyske kaptajn Schöning havde forskanset sig solidt i en dobbeltskanse på højdedraget mellem skoven ved Dyrehavegaard og fjorden (nuværende Castenskjoldsvej), hvorfra hans tropper skød på de fremrykkende danskere og påførte dem store tab.
Schleppegrell besluttede at Schönings skanser skulle stormes for at sikre hovedstyrkens fremrykning ind i Kolding. Et jægerkorps støttet af artilleri skulle angribe skansen fra nordvest. Når jægerne var langt nok fremme til at presse tyskerne, skulle en halveskadron af gardehusarer under Castenskiolds kommando hurtigt angribe fjenden i ryggen fra syd. Jægerne rykkede frem, men det gik langsomt. Schleppegrell blev utålmodig og beordrede Castenskiold til at angribe de tyske stillinger, før at jægerne var på plads. Det kostede de danske gardehusarer dyrt, idet man havde 9 døde, 19 sårede og tre blev taget til fange. Castenskiold selv blev også såret, men formåede at komme i sikkerhed.
Ryes og Moltkes brigader havde samtidigt erobret broen ved Ejstrup, men havde mødt modstand ved Vejlevej. Brigadegeneral Bonin følte sig presset og beordrede sine flanker sammen i en kileform og trak sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere.
Tyskerne blev presset tilbage fra skanserne, og efter hårde gadekampe i bl.a. Helligkorsgade, Østergade, Søndergade og Låsbygade, lykkedes det til sidst danskerne at få tilbageerobret Kolding nord for åen. Klokken var her 11. Byen blev nu kraftigt bombaderet fra tyske kanonstillinger, der var placeret ved højderne ved Bellevue. Danske kanonstillinger ved bl.a. slotsbanken og Staldgården forsøgte at tage kampen op, ligesom to danske kanonbåde på fjorden blandede sig, men det havde ikke den store effekt. Tyskerne havde 32 kanoner, hvoraf halvdelen var 12-punds kanoner, modsat danskernes langt færre 6-punds kanoner. Efter få timer opgav danskerne at holde stillingen i Kolding, og man trak sig tilbage - delvis nordpå mod Vejle og delvis mod Fredericia og Fyn. Under tilbagetrækningen angreb tyskerne, og det kom til fægtninger nord/øst for Slotssøen. Omkring kl. 15 stoppede kampene.
De danske tab under slaget lød på 656 mand. Heraf var 151 døde, 374 sårede og 131 tilfangetagne. De tyske tab lød på 406 mand.
Byen oplevede store ødelæggelser. Det gik værst ud over bygningerne i Søndergade og Rendebanen. Syv ejendomme nedbrændte fuldstændigt, nemlig: købmand N. P. Hansens, møller Langes, vognmændene Daugaards og Andersens ejendomme på Rendebanen, samt slagter Pressels, købmand Warmings og farver Utzons ejendomme i Søndergade. Postgården, bager Jacobsens gård og værtshusholder Krampes gård i Søndergade blev svært beskadiget. Både Skovmøllen og Slotsmøllen blev afbrændt.
Efterspil
Kaptajn Schöning fandt efter slaget Castenskiolds pistoler på dennes døde hest og sendte dem ad omveje til den danske løjtnant. Sammen med pistolerne sendte den tyske kaptajn også et brev, hvori han udtrykte stor beundring for løjtnantens mod. Tyskeren havde beordret sine mænd til ikke at skyde mod den danske officer, efter at hans hest var blev skudt væk under ham, men ordren var kommet for sent. Castenskiold blev derfor såret, og som officer undskyldte Schöning dette. Castenskiold skrev tilbage til Schöning og takkede denne for hans ridderlighed.
Ryes korps havde efter kampen placeret sig bag Vejle Å, mens Moltkes og Schleppegrells bigrader havde slået sig ned i Elbodalen. Hovedkvarteret blev placeret ved Snoghøj. Den 7. maj 1849 bevægede de tyske styrker sig både nordpå mod Vejle og mod Fredericia. Det kom her til træfninger ved Blåkærskov nord for Viuf, og ved Gudsø, Eltang. Ved Blåkærskov havde danskerne et samlet tab på 42 mand, mens tyskerne havde et samlet tab på 36, heraf flere officerer. Ved Gudsø havde danskerne et samlet tab på 163 mand. Heraf var der 33 døde, 111 sårede og 19 tilfangetagne.
Efter slaget ved Kolding opførte tyskerne flere skanser omkring byen, men der kom ikke et nyt dansk angreb. Kolding var besat frem til sommeren 1849. Efter den danske sejr ved Fredericia d. 6. juli 1849, foretog de tyske styrker en tilbagetrækning fra området. Den. 1. august 1849 forlod de sidste tyske styrker Kolding.
Mindesmærker
Flere mindesmærker vidner i dag om slaget ved Kolding d. 23. april 1849. På Fynsvej finder man mindestenen for husarangrebet på de tyske skanser, som de De danske Våbenbrødre rejste den 23. april 1899. På nordsiden af Sct. Nicolai Kirke findes et større monument for slaget ved Kolding. Ved Helligkorsgade 5 ses et bronzerelief for gadekampene, som De danske Våbenbrødre satte op i 1899. På hjørnet af Haderslevvej og Skovhøj står mindestenen for oberst Frederik Læssøe (1811-1850), der deltog i slaget ved Kolding. Stenen blev rejst i 1907.
På Kolding Gamle Kirkegård ved Tøndervej finder man mindehøjen for faldne danske krigere i De slesvigske krige, der blev indviet på 25-årsdagen for Slaget ved Isted den 25. juli 1875 af De danske Våbenbrødre.
I træporten fra Helligkorsgade 5 til Bogpassagen ses stadig flere skudhuller fra kampene. I Helligkorsgade 5 ses ligeledes en kanonkugle indmuret i facaden. Bag Helligkorsgade 18 ses også en kanonkugle i muren.
Ved Kuglehuset på Vranderupvej 164 finder man desuden en mindetavle for kampene ved Ejstrup.
Flere vejnavne i byen vidner desuden om slaget, nemlig: Castenskjoldsvej, Læssøegade og Oluf Ryes Gade.
Gravsteder
På omegnens kirkegårde ser man også spor fra krigen.
På Kolding Gamle Kirkegård finder man gravene for fire danske soldater, der faldt i og omkring Kolding i april-maj 1849. Der findes ligeledes et stort gravmonument over major og kommandør ved 5. Linjeinfanteribataljon Conrad Ferdinand Schindel, der faldt ved Sønderbro d. 23. april 1849. Man finder også en gravsten for løjtnant F. L. Faber, som blev såret ved Gudsø d. 7. maj 1849, og som døde af sine sår d. 28. maj samme år. På Kolding Gamle kirkegård er der også begravet fjendtlige soldater. Den preussiske major og kommandør Emil Graf Schlieffen samt den preussiske artilleriløjtnant Rudolf von Schmeling, der begge faldt ved Blåkærskov d. 7. maj 1849, er begravet på kirkegården. Den preussiske kaptajn Carl Wilhelm Urban, der blev såret ved Blåkærskov d. 7. maj 1849, men som døde af sine sår d. 25. august samme år, er ligeledes begravet på kirkegården. Derudover findes der en fællesgrav for 336 fjendtlige soldater fra både 1848, 1849 og 1864.
På Bramdrup Kirkegård findes et mindesmærke for de 11 danske soldater, der er begravet på kirkegården - alle faldt d. 23. april 1849. På Gudsageren i Christiansfeld findes et gravsted for 14 danske soldater, der faldt d. 23. april 1849. På Harte Kirkegård findes et gravsted for tre soldater, der faldt i Kolding d. 23. april 1849, og på Ødis Kirkegård findes et gravsted for en dansk underjæger, der også faldt denne dag.
På Skanderup Kirkegård findes en mindesten for tre danske soldater, der faldt ved Ejstrup d. 23. april 1849. På Vranderupvej 154 findes et gravsted for en dansk soldat, der faldt ved træfningen i Gelballe Skov d. 23. april 1849.
Både på Almind og Viuf kirkegårde er der begravet en dansk underjæger, der begge faldt i fægtningen ved Blåkærskov d. 7. maj 1849. På landevejen ved Blåkærskov (Hovedvejen 134) findes der ligeledes et gravsted for en dansk overjæger, der faldt samme dag. På Sdr. Vilstrup Kirkegård findes et gravsted for tre danske soldater, der faldt ved Gudsø d. 7. maj 1849. Ved landevejen ved Gudsø findes ligeledes et gravsted for to danske underjægere, der faldt samme dag.
Henvisninger
Kilder
- Arkivalier om Slaget ved Kolding (link åbner ny fane), arkiv.dk
- Grænseforeningens Hjemmeside - link www.graenseforeningen.dk
Litteratur
- P.L. Müller - Kampene om Kolding under felttoget 1849 (1899)
- Den dansk-tydske Krig i årene 1849-1850, Generalstaben (1887)
- Frovin Jørgensen - Grænsen - et stykke lokalhistorie. Særtryk af Byrådsbogen 1964-65 (1965)
- P. Martin Møller - Kampene ved Kolding 1849, Koldingbogen 1979 (1979)
- Johs. Nielsen - Treårskrigen 1848-1851 (1981)
- Kim Mikkelsen - Det glemte slag: kampene omkring Kolding den 23. april 1849 (1999)
- N.P. Jensen - Den første slesvigske krig 1848-50 (2018)
- Otto Vaupell - Kampen for Sønderjylland 1848-50 (1868)
- Søren Rasmussen - Skæbner fra Koldings omegn - i første slesvigske krig (2023)
- Søren Rasmussen - Otto Vaupell - den tapreste blandt de tapre (2023)
