A/S Kolding Fjords Dampskibsselskab
Kolding Fjords Dampskibsselskab blev stiftet i 1894 som et aktieselskab.
Som selskabets redere valgtes kaptajn P. Hansen og dennes svigersøn kaptajn Bay. Speditionsfirmaet Hansen & Bay var den lokale agent for Det Forenede Dampskibsselskab (DFDS).
Selskabet indførte den første faste fartplan med anløb af Christiansminde, Løverodde og Fænø. Skovrider Falkenberg i Sdr. Stenderup havde nogle år i forvejen sørget for tilladelse til anlæg af Løveroddepavillionen med tilhørende restauration samt anløbsbro på stedet.
Selskabet købte flere fjordbåde. De første var Fjordbåden KOLDING og Fjordbåden DAN. I 1899 købte selskabet Fjordbåden FRIGGA I. Samme år erhvervede man også dampskibet FREJA I (Fjordbåden Freja). I 1914 fik man bygget Fjordbåden P. Hansen.
Den daglige drift blev fra 1913 forestået af dampskibsspeditør H. Daugaard.
Driften var en blandet forretning, der ud over passagersejladsen om sommeren bestod i bugsering af muddermaskiner og mudderpramme, afhentning af sukker og melasse på sukkerfabrikken i Assens, befordring af post til Julemærkesanatoriet samt isbrydning i havnen og sejlrenden om vinteren.
I 1918 solgtes selskabet til skibsmægler J. E. Damkier-Petersen, der drev det et som et privat selskab frem til 1921.
I 1921 blev det atter et aktieselskab under navnet Aktieselskabet Kolding Fjorddampere.
Kilder og litteratur
- II Del af Vor By - Kolding omkring 1930.
- Kraks: Danmarks ældste forretninger. (1950).
- Martin Gubi: Fjordbådene i Kolding, Koldingbogen 1997.
- Fjordbådene i: Kolding Havn 1843-1993.
- Jmarcussen.dk