Aktieselskabet Kolding Fjorddampere
Aktieselskabet Kolding Fjorddampere blev stiftet i 1921, med det formål at drive fjordsejlads. Selskabet var oprindeligt etableret i 1894 under navnet A/S Kolding Fjords Dampskibsselskab. Da det i 1918 blev købt af skibsmægler J. E. Damkier-Petersen, blev det drevet som et privat selskab frem til 1921, hvorefter det skiftede navn til Aktieselskabet Kolding Fjorddampere. Efter Damkier-Petersens død i 1926, overgik ledelsen til konsul og skibsmægler Anders Gjørding.
Selskabet havde gennem tiden haft skibe som Fjordbåden DAN, Fjordbåden KOLDING, Fjordbåden FRIGGA I, Fjordbåden Freja I og Fjordbåden P. HANSEN. I 1923 havde selskabet også fjordbådene ÆGIR og HELENE. Man benyttede sig ofte af genbrug af navne, og således sejlede FREJA II i 1922-1926, FREJA III fra 1926-1960 og FRIGGA II 1932-1940.
Driften var en blandet forretning, der ud over passagersejladsen om sommeren bestod i bugsering af muddermaskiner og mudderpramme, afhentning af sukker og melasse på sukkerfabrikken i Assens, befordring af post til Julemærkesanatoriet samt isbrydning i havnen og sejlrenden om vinteren. Fjordbådene var fritaget for havnepenge og modtog desuden tilskud fra Kolding Kommune og fra Kolding Havn for bugsering og isbrydning.
Bestyrelsen i 1950 bestod af grosserer Oscar Lumbye (formand), fiskeeksportør J. Th. Petersen, direktør Jacob Færch, installatør H. Overbeck, assurandør A. Vrist Rønn, viceborgmester M. Larsen og skibsmægler Viggo Emil Hansen.
Kilder og litteratur
- II Del af Vor By - Kolding omkring 1930.
- Kraks: Danmarks ældste forretninger. (1950).
- Martin Gubi: Fjordbådene i Kolding, Koldingbogen 1997.
- Fjordbådene i: Kolding Havn 1843-1993.
- Jmarcussen.dk