Fjordbåden Freja
Flere fjordbåde sejlede på Kolding Fjord under navnet FREJA (også stavet FREIA).
Dampskibet FREJA I blev bygget i 1873 på værftet Janssen & Schmilinsky i Hamborg. Det blev leveret til Flensburg-Sonderburg und Ekensunder Dampschiffs A/Gesellschaft, Flensborg under navnet GRILLE. Skibet blev indflaget til Danmark d. 15. marts 1899 og købt af A/S Kolding Fjords Dampskibsselskab. I denne forbindelse skiftede det navn til FREJA. Skibet skulle omkring 1913 gennemgå en omfattende reparation, som man skønnede blev for kostbar, hvorfor man valgte at lade den ophugge.
I 1922 købte man skibet MÖWE af Flensburg-Ekernsunder Dampfschiff Gesellschaft i Flensburg, Tyskland. Selskabet omdøbte skibet til FREJA (II). Det var på 24 BRT og var bygget i 1876 på Eriksbergs Mekaniska Verkstad i Göteborg, Sverige. FREJA (II) blev solgt i januar 1925
FREJA (III) blev indkøbt 1926 fra Sydfynske Dampskibsselskab. Ved købet hed skibet FAABORG. Det var på 83 BRT, og var bygget på Flensburger Schiffbau-Gesellschaft i 1876. I 1939 anføres følgende data om skibet: 79 brt-33 net-10 dw. og dimension 84.8 (længde) 17, 0 (bredde) og 7,4 (dybgang) målt i engelske fod. Hun kunne medbringe 225 passager.
Efter sejlplanen (gyldig 24.5.-30.8.) fra 1953 sejlede FREJA (III) søn- og helligdage samt Grundlovsdag 4 ture fra Kolding Havn til Løverodde og på hverdage 3 ture. Desuden blev der på hverdage sejlet udflugtsture til "Kongebrogården", Hindsgavl og Fænø rundt. En tur/retur fra Kolding til Løverodde kostede 250 øre. Skoler, foreninger og selskaber lejede båden til udflugter. Fjordbådene var fritaget for havnepenge og modtog tilskud fra Kolding Kommune og fra Kolding Havn for bugsering og isbrydning. Da Kolding Havn 1959 anskaffede CASPAR bortfaldt denne indtægt. Sommeren 1959 blev den sidste, hvor Aktieselskabet Kolding Fjorddampere sejlede med passagerer på Kolding Fjord med FREJA (III). Fjordbåden Lødver, der var ejet af Turistforeningen, overtog efterfølgende sejladsen til Løverodde, Fænø rundt, Lillebælt m.v.
I 1960 solgtes skibet til skibsreder Louis B. Grau for skrotværdien 15.000 kr. Det blev ombygget til motorskib og i juni 1960 indsat på ruterne Humlebæk-Helsingborg og Snekkersten-Helsingborg. I 1978 blev den slettet af skibsregistret som ophugget.
Litteratur og kilder
- Martin Gubi: Fjordbådene i Kolding, Koldingbogen 1997. Fjordbådene i: Kolding Havn 1843-1993.
- Frederik Frederichsen: Danske Damp- og Motorskibe 1819-1979 (internt værk på Handels- og Søfartsmuseet Kronborg.)
- Jmarcussen.dk