H. Daugaard

Fra KoldingWiki

Virksomheden H. Daugaard startede d. 1. september 1915, men virksomheden er endnu ældre. Hans Daugaard, der er stifteren, overtog efter to kaptajner, Bay og Hansen, der var DFDS-agenter i Kolding. Hvornår de startede står lidt hen i det uvisse, men den sidste af kaptajnerne døde i 1915, hvorefter Hans Daugaard ansøgte DFDS om at overtage agenturet, hvilket han fik.

Firmaets opgave var at modtage DFDS-skibe som anløb forskellige havne, og arrangere den videre transport af de produkter, som skibene var lastet med til kunderne. Hans Daugaard fortsatte med at udvikle firmaet, blandt andet igennem to verdenskrige, så det ud over samarbejdet med DFDS, også kom til at omfatte speditionsopgaver fra andre, først og fremmest med lastbiler og tog.

Hans Daugård døde pludselig i 1949, og derefter overtog svigersønnen, Ditlef N. Bruland ledelsen. Ditlef var norsk og uddannet skibsmægler og speditør i Oslo. Han var i årene efter tilknyttet flere forskellige skibsmæglere og speditionsfirmaer i Tyskland, Belgien og England, hvilket betød, at da Ditlef N. Bruland blev ansat og senere optaget som kompagnon i firmaet H. Daugaard, fik firmaet samtidig et stort netværk til disse lande. Efter 39 år i firmaet, hvoraf de 21 år var den ubestridte leder, trak Bruland sig tilbage og overlod roret til to nye indehavere, Per Pedersen og Bjarne Nielsen.

Speditør Per Pedersen blev ansat i H. Daugaard som lærling i 1946 og blev i 1966 optaget som Brulands kompagnon. Speditør Bjarne Nielsen blev også ansat som lærling i firmaet i 1961 og blev i 1969 optaget som kompagnon til Per Pedersen og Ditlef N. Bruland.

Efter et glidende generationsskifte trækker Ditlef N. Bruland sig i 1970 og Per Pedersen og Bjarne Nielsen overtager ledelsen. Dette skifte betyder samtidig at den vækst som igennem årene har kendetegnet firmaet får et kvantespring, ikke mindst da jernelementer indlemmes, som et af de nye produkter firmaet specialiserer sig i.

At spedition af jernelementer bliver et af firmaets store og nye vækstområder skyldes ikke mindst en omfattende indsat af Bjarne Nielsen. Han sikrede, at det nye produkt overhovedet kunne håndteres, både på lastbiler og ved losning fra skibe på havnen. Samtidig begyndte firmaet at bygge lagerhaller. Bjarne Nielsen opsøgte stålværker rundt om i Europa og sikrede sig derved de speditionsopgaver, som siden har været en væsentlig del af firmaets produkter.

Per Pedersen døde efter længere tids sygdom først i 1980´erne, hvorefter Bjarne Nielsen videreførte H. Daugaard som eneejer frem til 2006. I den periode ekspanderede firmaet væsentlig med større lagerkapaciteter, for at kunne honorere de stigende ønsker fra kunderne om opbevaring af store og pladskrævende stålelementer, og logistik og transportløsningen af papirruller, som har været en stor del af firmaets setup siden 1929.

Bjarne Nielsen stoppede i 2006, hvor han solgte firmaet til medarbejderne Michael Frihagen og Michael Dixi Nielsen. To medejere blev yderlig optaget som kompagnoner, nemlig Palle Mogensen i 2007 og Carsten Eskildsen i 2020.

I dag har H. Daugaard over 120.000 m2 lagerplads fordelt på lagerhotel i Vamdrup samt Kolding- og Vejle havn.

Det har fra starten af den nye ledelse været en målsætning at ruste H. Daugaard til fremtidens Shipping og speditørvirksomhed. I 2021 opkøbte H. Daugaard, Shippingfirmaet Grau, der også var hjemhørende i Kolding og med hovedsæde på Kolding Havn.

Firmaet fortsætter under navnet H. Daugaard, men der bliver tilføjet en undertitel til navnet på Engelsk; Customized Logistics, hvilket oversat betyder Skræddersyet logistik. Firmaet har specialiseret sig i at kunne efterkomme kundernes specielle ønsker, og arbejder med hele logistikkæden for deres kunder, og ikke kun enkelttransporter. H. Daugaard har udover hovedsædet i den gamle Toldbod på Kolding havn også over 120.000 m2 lagerplads fordelt på lagerhotel i Vamdrup samt Kolding- og Vejle havn, ligesom virksomheden har egen flåde i Tjekkiet og kontor i Luxembourg.

Litteratur og kilder

  • Jørn Ibsen: Kolding Havn - En historisk perle i moderne vækst (2024).