Hans A. Warming

Fra KoldingWiki
Hans A. Warming

Født: 31. december 1902

Død: ?

Ægtefælle: Clara Sørensen

Erhverv: Maler

Hans Alfred Warming, også omtalt H.A. Warming (Født 31. December 1902, Allegade 8, Kolding - død ?) malermester i Kolding.

Ved Hans Warming dåb var en af hans faddere brygger ved Slotsmøllen Anton Lorenzens hustru. Hans Warming angives 1939-40 som malermester og formand for Arbejdersangforeningen. Fra omkring 1958 og til 1970erne var han oldermand (formand) for Kolding Malerlaug, i 1972 nævnes det at han da havde siddet i Malerlaugets bestyrelse i omkring 25år. Derudover nævnes i 1972 at han er formand for svendeprøvekommissionen for de sydjyske områder og at han i nogen år også havde siddet i bestyrelsen for Malersvendenes Andelsselskab i Kolding.

Hans Warming var søn af maler Anton Mikkelsen Warming(1875-52) og hustruen Anna Sørensen(1879-1967), gift marts 1899 i Kolding. Hans A. Warming blev gift med damefrisør Clara Sørensen (født 1912 i Agtrup - død ?), parret blev gift i december 1936 i Immanuelskirken, hvorefter de bosatte sig i Låsbygade, senere flyttede de til Fynsvej.

En bror Anton Warming, født 1909 i Kolding, var under besættelsen bosat, som ekstraarbejder ved DSB, i Sønderborg og medlem af modstandsbevægelsen, han blev i november 1944 anholdt og samme år i december indsat i Frøslevlejren, ifølge lejrens arkiv blev han indsat på grund af “kommunistisk arbejde”, ifølge andre kilder for hans tilknytning til modstandsbevægelsen. En anden bror Viggo Warming, født 1905 i Kolding, var tilknyttet modstandsbevægelsen i Humlebæk på Sjælland. En tredje bror Andreas Warming, født 1899 i Kolding, udvandrede til USA, hvor han arbejdede for det amerikanske militær og senere fængselsvæsnet, han var efter 2. verdenskrig udstationeret i Tyskland i 1946-1948, hvor han hjalp med at opbygge et nyt fængselsvæsen i det der senere kaldtes Vesttyskland.

Henvisninger

  • Folketællingen 1940 (link åbner ny fane), rigsarkivet
  • Kolding vejvisere 1939-40 og 1964-65
  • 70år Hans Warming, side 4, avisen Aktuelt, 30. december 1972