Peter Beirholm

Fra KoldingWiki
Version fra 19. dec 2025, 16:59 af Jkrause (diskussion | bidrag) Jkrause (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Peter Beirholm
B31917.jpg
Fabrikant, borgmester 1950-1962

Født: 24. september 1892

Død: 12. oktober 1964

Ægtefælle: Anna Margrethe Beirholm

Erhverv: Fabrikant, Koldings borgmester 1950-1962


Peter Beirholm, (født 24-9-1892, Vonsild Mark, Vonsild Sogn - 12-10-1964, Kolding). fabrikant og borgmester i Kolding 1950-1962.

Søn af væver J.C. Beirholm og hustruen Margrethe Sofie Møller.

Peter Beirholm havde været medlem af Kolding Byråd siden byrådsvalget i 1930, han var fabrikant og medejer af Beirholms Væverier i Kolding. Hans facon var ligefrem, uhøjtidelig og uformel, og han nød en popularitet langt uden for de konservatives rækker. I 1950 blev han valgt som borgmester, fordi Retsforbundet støttede de borgerlige med deres mandat. I 1954 valgtes han ved lodtrækning med socialdemokraten Søren M. Jensen. De to fløje stod lige, og det radikale medlem Ida Jørgensen ønskede ikke at vælge side. I 1958 vandt Beirholm posten på et sikkert borgerligt flertal.

I 1962 sagde hans efterfølger, socialdemokraten Peter Ravn om ham, at Beirholm altid havde haft et godt humør, og at han havde sat det menneskelige over det kolde og beregnende. Han havde også i hele perioden et godt samarbejde med de tre toneangivende socialdemokrater togfører og folketingsmand Marinus Larsen, skoledirektør H.A. Hansen og redaktør og tidligere borgmester Søren M. Jensen.

I årene mellem 1950 og 1954 var byen præget af økonomisk fremgang – bl.a. var arbejdsløsheden lavere end på landsplan – og skatteprocenten nåede i disse år ned på førkrigsniveauet til 8,8 %. Bolignøden, som fortsat var et stort problem, blev afhjulpet ved igangsættelsen af alménnyttigt boligbyggeri. Social-Filantropisk Byggeselskab startede i Kolding i 1951 på initiativ af borgmester Peter Beirholm. I hans borgmestertid udbyggedes skolerne betydeligt som følge af de store fødselsårgange fra 1940erne, desuden var et af de store diskussionsemner gennem hele perioden, hvor den planlagte Slotssøvej og Vester Ringgade skulle placeres.

På grund af sygdom trak Peter Beirholm sig tilbage fra byrådet den 1. april 1964. Han gik bort natten til den 12. oktober samme år.

Gift med Anna Margrethe Beirholm (født Karlsen). Sammen fik de børnene Mogens, Bent og Jørgen Beirholm.

Litteratur og kilder

  • Arkivalier om Peter Beirholm (link åbner ny fane) på Kolding Stadsarkiv, arkiv.dk
  • Birgitte Dedenroth-Schou: Byens Styre i Knud Moseholm m.fl.(red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 3, 1982.
  • Birgitte Dedenroth-Schou og Jens Åge S. Petersen: Rådhus og bystyre i Kolding 1500-2000, 2001.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 99.4 Beirholm, Peter.
  • Sønderjyden - 13-10-1964.