Kolding Flyveklub
Kolding Flyveklub er en foreningsklub for flyentusiaster i Kolding og omegn, stiftet i 1937.
Klubhistorie
Kolding Flyveklub blev stiftet 9. februar 1937, oprindeligt under navnet Kolding Svæveflyveklub af bl.a. Willy Chr. Jensen, Gunnar Jensen og Ole Johansen. Året efter var man klar til at flyve i et hjemmebygget fly ”Unionens skoleglider”, tegnet af Carl Johansen. Kort før besættelsen ændrede klubben navn til Kolding Flyveklub, men det var forsat kun svævefly man gjorde brug af.
I slutningen af året 1942 rundede klubben 100 medlemmer, dengang kunne man i Kolding Folkeblad læse følgende om foreningen og forventninger til flyvningen i Kolding området:
- Kolding Flyveklub har for længst passeret de første 100 medlemmer. Dette viser, at Koldingenserne i høj grad har forstået betydningen af straks fra starten at vise, at man går ind for fremtidens transport- og samfærdselsmiddel.
- At dette vil få meget stor betydning, når der skal træffes bestemmelse om og afgørelse af flyvepladsmuligheder ved Kolding, siger sig selv. Dette vil forhåbentlig fremdeles mange af byens borgere have i erindring, når de i de nærmeste dage får en henvendelse fra et af bestyrelsesmedlemmerne om at være med i arbejdet for at skabe de bedste muligheder for Kolding som flyveby – og at være med i bestræbelserne for, at Kolding straks lægger sig i spidsen, før nogen af nabobyerne kommer os i forkøbet.
- Med den ret imponerende tilslutning, Kolding Flyveklub allerede har fået, er der al mulig udsigt til, at Kolding som “luftby” vil komme til at sætte rekord her i landet – og alene det vil jo være en god reklame for Kolding. […]
- Kolding Flyveklub har over 100 medlemmer, Kolding Folkeblad, 18. december 1942
Derefter kom en noget omtumlet tilværelse under besættelsen, hvor det bl.a. fra 1944 blev forbudt at flyve, indledtes en lang periode, hvor man fra 1947 til slutningen af 1963, med få afbrydelser, fløj fra Vandel Flyveplads. Langsomt begyndte også motorfly at være en del af klubben. I ti år, fra 1958 og frem til 1968, var der således ved siden af svæveflyveafdelingen også en afdeling for motorfly.
Efter mange år ved Vandel Flyveplads skiftede man i 1964 til den gamle Vamdrup Flyveplads, men i 1969 blev et stykke jord købt i Gesten Kær nord for Vejen (Gesten Kærvej 7), og her holder klubben stadig til.
Flyene, som klubben har benyttet, har forandret sig meget gennem tiden og undergået en stor udvikling. Fra i 1946 at være konstrueret af rør, træ og beklædt med lærred blev det første glasfiberfly taget i brug i 1975. De fly, klubben benytter i dag, er hovedsageligt lavet af glasfiber. Fra klubben deltog Eli Andersen fra Diesella i det første Danmarksmesterskab i 1951 i Vandel. Ulykkeligvis døde Eli Andersen i maj 1960 i et flystyrt på vej hjem efter et flyvestævne i Nakskov. Kolding Flyveklubs første Danmarksmester var Ole Borch i 1972.(Kolding Stadsarkiv)
Formænd
- Willy Chr. Jensen (Dreyersvej), nævnes 1940-1941
- Karsten Rønnow, nævnes 1982-1983
Litteratur og kilder
- Foreningens hjemmeside (link åbner ny fane)
- Eddie Troelsgaard: Kolding Flyveklub 75 år, Koldingbogen 2012.
- Kolding Folkeblad, 18. december 1942