Dana Is

Fra KoldingWiki

Fra 1927 blev der produceret flødeis i Kolding under navnet DANA-Is.

Virksomheden bag var Sydjydsk Iscremefabrik A/S, som Kolding Andelsmejeri ejede størstedelen af. Slotsmøllen ejede 15%. Produktionen fandt sted på Slotsmøllens Fabrikker, og fløden blev leveret af Kolding Andelsmejeri.

Indretning af fabrikken kostede 60.000 kr.

Da produktionen startede i 1927, var det muligt at producere 1.000 liter flødeis i døgnet. I starten kunne man få følgende smagsvarianter: vanilje, ananas, jordbær og nougat.

DANA-Is blev solgt til bagerforretninger og kiosker inden for en omkreds af ca. 30 km fra Kolding.

Der var op til 15 personer beskæftiget med produktion og levering af isene, alt efter årstiden. Mejerist Lyhne var fabrikkens første leder. Om vinteren var det kun biograferne i byen, der solgte is.

Efter en større landsdækkende undersøgelse, blev Sydjydsk Iscremefabrik i september 1949 idømt en større bøde for at have solgt is til overpris under besættelsen. Bestyrelsens formand, Oscar Christensen, skulle betale statskassen 120.000 kr. for ulovlig fortjeneste, og direktør Kjærsgaard skulle betale 40.000 kr. i bøde.

I 1960 blev DANA-Is solgt til Premier Is, der stoppede produktionen af DANA-Is få år efter.

Henvisninger

  • Koldingbogen 2000
  • Kolding Social-Demokrat - 12-4-1927 og 7-10-1927.
  • Social-Demokraten - 21-9-1949