Ejlersvej

Fra KoldingWiki
Version fra 7. feb 2013, 11:43 af MartinMølgaard (diskussion | bidrag) MartinMølgaard (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'Ejlersvej lå oprindelig helt op til Slotssøen, idet den nuværende parkeringsplads ligger på opfyldt grund. På kortet i Pontoppidans atlas 1768 er vejforløbet marke...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)

Ejlersvej lå oprindelig helt op til Slotssøen, idet den nuværende parkeringsplads ligger på opfyldt grund. På kortet i Pontoppidans atlas 1768 er vejforløbet markeret som en del af "Møllevej fra Låsby" sammen med nuværende Søgade. Tilsvarende var der en Møllevei fra Byen til Slotsmøllen. I bivejsfortegnelser 1888-1907 benævnes vejforløbet som "Slotssøvejen". Dette vejnavn genfindes dog ikke på kort fra tiden. Gadenavnet Eilersvej ses første gang på et kort fra 1910.

Ved opfyldningen i 1968 af Slotssøens østlige del og anlægget af Slotssøvej blev Ejlersvej en mindre vej. De tidligere husnumre Ejlersvej 26-42 blev til Slotssøvej 8-24

I slutningen af 1700-tallet var den sydlige del af vejen bebygget. Der lå her en bebyggelse med 3 huse benævnt Skinderborg Huse med 3 familier: en gartner, en blytækker og en kapelmester på pension. I løbet af 1800-tallet blev vejen bebygget. Den lå i Kolding Købstads Landdistrikt frem til 1930. Kun enkelte huse på vestsiden nærmest Søgade hørte til købstaden

Skulpturen Siddende pige/Marts af Johannes C. Bjerg var frem til 1968 opstillet i krydset Ejlersvej/Fredericiagade. Den står nu i plejehjemmet Dreyershus have. (Kolding Stadsarkiv)

Fortegnelse over offentlige Biveje i Vejle Amtsraadskreds,1888 m.fl.; Knud Moseholm: Et sted ved Slotssøen, Koldingbogen 1990. K.E. Reddersen: Aksel Olsen, Koldingbogen 2000.Kolding Stadsarkiv A98 Borgmesterkontorets journalsager 351-811-111.