Kaalunds Sæbefabrikker
Foto: Kolding Stadsarkiv, ukendt fotograf
Med et næringsbrev som sæbesyder anlagde købmand Rasmus Kaalund Kaalunds Sæbefabrikker i Kolding i 1885. Fabrikken var særlig indrettet til fabrikation af faste sæber til husholdningsbrug og sæber til brug inden for klæde- og trikotagefabrikation.
Efter få år trak Kaalund sig igen. Fra 1890 og knap ti år frem lededes fabrikken af Asmus Jürgensen og Marius Nielsen, indtil H.C. Petersen i 1899 overtog fabrikken, og i de følgende 20 år udvidede fabrikken gentagne gange. Hvor Kaalunds Fabrikker tidligere kun havde satset på lokale kunder, blev fokuset nu flyttet til kunder i hele Danmark.
Virksomheden udvidede efterhånden sit varesortiment, som i en periode omfattede kemisk og tekniske produkter, såsom vaske- og rengøringsmidler, desinfektionsmidler og lignende, til detail og industri, landbrug, mejerier, vaskerier og renserier; shampoo, skumbad m.v., permanentvæske og hårkure.
Et af virksomhedens helt store succeser blev produktion og salg af VI-TO skurepulver, der introduceredes i 1912. Af andre produkter og mærker kan nævnes; Naftalan-sæben, Lessive Imperial ludpulver, Zims sæbepulver, Spiræa-sæben samt Oral-serien, der bl.a. bestod af en toiletsæbe, brilliantine og tandpasta.
I 1927 omdannedes virksomheden til et aktieselskab. H.C. Petersen blev direktør og konsul Chr. Eff formand. H.C. Petersen trådt tilbage i midten af 1930'erne og afløstes af Peter M. Rolver, der tidligere havde været bogholder i virksomheden.
Med tiden blev der oprettet en systue, som i starten syede sengelinned, kitler, friserslag og lignende, men som senere blev til en decideret konfektionsfabrik, et datterselskab ved navn Scan Mode, der fremstillede modepræget erhvervsbeklædning.
I slutningen af 1930'erne havde virksomheden 55 ansatte.
Den næste fabriksdirektør blev Kjeld Laursen, som havde været ansat i virksomheden siden 1951, han blev direktør i 1956, da Peter M. Rolver trak sig tilbage på grund af alder og helbredsmæssige årsager.
Den Anden Verdenskrig mindskede fabrikkens indtjenings mulighederne, men ved at justere produktionen overlevede firmaet krigstiden (1939-1945) og konkurrencen fra de store udenlandske sæbefabrikker efter krigen. Én af konkurrenterne på sæbemarkedet, Thors Kemiske Fabrikker (Kemithor), opkøbte fabrikken i 1977. Produktionen på Dyrehavegårdsvej lukkede i 1978. Fabriksbygningerne på Dyrehavegårdsvej blev nedrevet i 1983 for at give plads til boliger.
Litteratur og kilder
- Arkivalier om Kaalunds Sæbefabrikker (link åbner ny fane) på Kolding Stadsarkiv, arkiv.dk
- H. C. Bering Liisberg: Byens og næringslivets udvikling gennem tiderne. De danske byerhverv. København, 1907.
- A. Andersen: Håndværk og Industri i Kolding, Vor By – Kolding omkring 1930. Kolding, 1929.
- Kierulff-Jensen (Red.). Danmarks amter og deres mænd. København, 1935.
- Gunnar A. Engberg: Erhvervslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 1, 1978.
- Osvald Osvald – Danmarks amter og deres mænd (1938)
- Ove Vinkel: Kaalund, Holmia og Novadan. Koldingbogen 1998.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 66.72.
- Dagens nyheder - 4-1-1956.