Slaget ved Kolding

Slaget ved Kolding d. 23. april 1849. Tegning af F. C. Lund.

Slaget ved Kolding var et feltslag i og omkring Kolding 23. april 1849 under Treårskrigen 1848-1850.

Optakten til slaget

Efter opsigelsen af våbenstilstanden med Preussen blev fjendtlighederne genoptaget 3. april 1849. Efter at have vundet i kampene om Haderslev, Avnbøl og Ullerup var danskerne klar til angrebet på den fjendtlige hær ved Bov, men fik ordre til at trække sig tilbage til Als og Kolding. Tyskerne marcherede derefter nordpå, og efter få timers kamp trak generalmajor Olaf Rye (1791-1849) sig tilbage til Almind-området.

Den 7. april 1849 stod general Ryes korps i kantonnement nord for Kolding Å, med forposter langs åen og Nebel Å. Åen dannede den gang grænse til hertugdømmerne. General Rye havde ordre til at skåne Kolding by for hård modstand og dermed bombardement. En rekognoscering den 19. april viste, at brigadegeneral Eduard von Bonins (1793-1865) tropper stod i en linje fra Rebæk ved Kolding Fjord, nord om Dalby og Vonsild til Fovslet. General Rye ventede et snarligt angreb og trak derfor sine forposter tilbage til en linje tæt syd for byen. Den 20. april kl. 5 om morgenen gav Bonin sin næstkommanderende oberst Zastrow, ordre til at kaste de danske forposter tilbage. Den danske kaptajn F. V. C. Caroc trak sin fremskudte styrke over på nordsiden af åen. De danske styrker kæmpede ufortrødent. Da ammunitionen begyndte at slippe op, gav kaptajn Caroc ordre til tilbagetrækning. Ved denne træfning var der 30 døde og sårede og 17 tilfangetagne på dansk side. Preussernes tab var omtrent de samme.

Eftersom at Bonin nu havde overskredet grænsen til Nørrejylland, besluttede generalløjtnant Frederik Bülow (1791-1858), at sætte hele sin styrke ind på at kaste slesvig-holstenerne tilbage over grænsen og indledte angrebet ved Kolding d. 23. april om morgenen.

Selve slaget

Slaget om Kolding skulle indledes med et angreb på to flanker nordfra. Den østlige flanke under direkte kommando af Bülow stod klar ved Taulov. Den vestlige flanke under kommando af Rye og generalmajor Anthon Carl Frederik Moltke (1784-1863) stod klar ved Harte og Almind. De skulle erobre broen ved Ejstrup i Harte Sogn og vadestedet ved Påby og derfra angribe fjenden. Dette var en vigtig del af slaget, da man ellers ville få svært ved at forcere Kolding Å. Preussernes hovedgrupperinger lå i øst ved Kolding og Vonsild og i vest ved Seest og Vranderup.

Om morgenen angreb danskerne de preussiske stillinger over en bred front og mødte hård modstand. Ludvig Castenskiold (1823-1905) tjente som løjtnant under general Friderich Adolph Schleppegrell (1792-1850), hvis styrker angreb Kolding fra øst. Den tyske kaptajn Schöning havde forskanset sig solidt i en dobbeltskanse på højdedraget ved Skovmøllen (nuværende Castenskjoldsvej), hvorfra hans tropper skød på de fremrykkende danskere og påførte dem store tab. Schleppegrell besluttede derfor, at Schönings skanser skulle stormes for at sikre hovedstyrkens fremrykning ind i Kolding. Et jægerkorps støttet af artilleri skulle angribe skansen fra nordvest. Når jægerne var langt nok fremme til at presse tyskerne, skulle en halveskadron af gardehusarer under Castenskiolds kommando hurtigt angribe fjenden i ryggen fra syd. Jægerne rykkede frem, men det gik langsomt. Schleppegrell blev utålmodig og beordrede Castenskiold til at angribe de tyske stillinger, før at jægerne var på plads. Det kostede de danske gardehusarer dyrt. Castenskiold selv blev også såret, men formåede at komme i sikkerhed.

Ryes og Moltkes brigader havde samtidigt erobret broen ved Ejstrup, men havde mødt modstand ved Vejlevej. Preussernes brigadegeneral Bonin følte sig presset og beordrede sine flanker sammen i en kileform og trak sig lidt tilbage, men kun for at omgruppere.

Tyskerne blev presset tilbage fra skanserne, og efter hårde gadekampe i bl.a. Helligkorsgade, Østergade, Søndergade og Låsbygade, lykkedes det til sidst danskerne at få tilbageerobret Kolding nord for åen. Klokken var her 11. Byen blev nu kraftigt bombaderet fra tyske kanonstillinger syd for byen - her bl.a. ved Bellevue. Danske kanonstillinger ved bl.a. slotsbanken og Staldgården forsøgte at tage kampen op, ligesom to kanonbåde på fjorden blandede sig, dog uden den store effekt.

Efter få timer opgav danskerne at holde stillingen i Kolding, og man trak sig tilbage nordpå og til Fyn. De danske tab under slaget lød på 151 døde, 374 sårede og 131 tilfangetagne. De tyske tab lød på 406 mand.

Kaptajn Schöning fandt efter slaget Castenskiolds pistoler på dennes døde hest og sendte dem ad omveje til den danske løjtnant. Sammen med pistolerne sendte den tyske kaptajn også et brev, hvori han udtrykte stor beundring for løjtnantens mod. Tyskeren havde beordret sine mænd til ikke at skyde mod den danske officer, efter at hans hest var blev skudt væk under ham, men ordren var kommet for sent. Castenskiold blev derfor såret, og som officer undskyldte Schöning dette. Castenskiold skrev tilbage til Schöning og takkede denne for hans ridderlighed.

Mindesmærker

Flere mindesmærker vidner i dag om slaget ved Kolding d. 23. april 1849. På Fynsvej finder man mindestenen for husarangrebet på de tyske skanser, som de De danske Våbenbrødre rejste den 23. april 1899. På nordsiden af Sct. Nicolai Kirke findes et større monument for slaget ved Kolding. Ved Helligkorsgade 5 ses et bronzerelief for gadekampene, som De danske Våbenbrødre satte op i 1899. På hjørnet af Haderslevvej og Skovhøj står mindestenen for oberst Frederik Læssøe (1811-1850), der deltog i slaget ved Kolding. Stenen blev rejst i 1907.

På Kolding Gamle Kirkegård ved Tøndervej finder man mindehøjen for faldne danske krigere i De slesvigske krige, der blev indviet på 25-årsdagen for Slaget ved Isted den 25. juli 1875 af De danske Våbenbrødre. På kirkegården finder man desuden gravene for fire danske soldater, der faldt i og omkring Kolding i april-maj 1849.

I træporten fra Helligkorsgade 5 til Bogpassagen ses stadig flere skudhuller fra kampene. I Helligkorsgade 5 ses ligeledes en kanonkugle indmuret i facaden. Bag Helligkorsgade 18 ses også en kanonkugle i muren.

På omegnens kirkegårde ser man også spor fra krigen: På Bramdrup Kirkegård findes et mindesmærke for de 11 danske soldater, der er begravet på kirkegården - alle faldt d. 23. april 1849. På Gudsageren i Christiansfeld findes et gravsted for 14 danske soldater, der faldt d. 23. april 1849. På Harte Kirkegård findes et gravsted for tre soldater, der faldt i Kolding d. 23. april 1849, og på Ødis Kirkegård findes et gravsted for en underjæger, der faldt samme dag.

På Skanderup Kirkegård findes en mindesten for tre danske soldater, der faldt ved Ejstrup d. 23. april 1849. På Vranderupvej 154 findes et gravsted for en dansk soldat, der også faldt ved Ejstrup samme dag. Ved Kuglehuset på Vranderupvej 164 finder man desuden en mindetavle for kampene ved Ejstrup.

Både på Almind og Viuf kirkegårde findes der hvert sted en grav for en underjæger, der begge faldt i fægtningen ved Blåkærskov d. 7. maj 1849. På landevejen ved Blåkærskov findes der ligeledes et gravsted for en overjæger, der faldt samme dag. På Sdr. Vilstrup Kirkegård findes et gravsted for tre danske soldater, der faldt ved Gudsø d. 7. maj 1849. Ved landevejen ved Gudsø findes ligeledes et gravsted for to underjægere, der faldt samme dag.

Kilder og litteratur

• P. L. Müller - Kampene om Kolding under felttoget 1849 (1899).
• Den dansk-tydske Krig i årene 1849-1850, Generalstaben (1887).
• P. Martin Møller - Kampene ved Kolding 1849, Koldingbogen 1979.
• Kim Mikkelsen - Det glemte slag: kampene omkring Kolding den 23. april 1849.