Tove Vemmelund
Tove Vemmelund (født 25. september 1940 i Kolding - død 29. august 2021) var sygehjælper og medlem af Kolding Byråd 1982-1988 for Socialdemokratiet.
Tove Vemmelund startede sin politiske karriere i det lille sogn Sdr. Stenderup, hvor hun var formand for den lokale socialdemokratiske partiforening fra 1978-1982. Hun var i den periode med til at arrangere besøg af blandt andet daværende kulturminister, Lise Østergaard (A), som led i valgkampen i 1981. Hun var også næstformand og sekretær for Socialdemokratiet i Koldingkredsen frem til 1982. Hun var den eneste socialdemokrat fra Sdr. Stenderup sogn, der stillede op til kommunalvalget i 1981, og hun havde derfor stor opbakning fra sognet. Hun blev valgt ind Byrådet i 1982 og fik hun plads i tre udvalg - kulturudvalget, byplanudvalget og teknisk udvalg. I 1985 fik hun plads i havneudvalget, idrætsudvalget, skolebyggeudvalget og skolekommissionen.
I 1981 færdiggjorde hun sin uddannelse som sygehjælper og fik arbejde på Røde Kors Plejecenter i Kolding. Der var hun dog nødsaget til at gå på deltid fra 1982, da hun følte sig forpligtet til et engageret arbejde i byrådet. Hun kæmpede for at bevare de lokale skoler ligesom hun anså nærbutikkerne i centrum for at være vigtigere end et storcenter uden for byen. Desuden var hun med til at lægge grundstenene til museet Trapholt, vedligeholdelse og udvikling af Koldinghus, og for fra 1984 sammen med kulturudvalget at stå for udsmykningen af Kolding by.
Tove Vemmelund blev stedfortræder for Per Bødker Andersen til bestyrelsen i Trekantsområdets Varmetransmissionsselskab I/S i 1982. Det var dog ikke just her hun havde sine interesser. Derimod var hun især glad for sine udvalgsposter. Teknisk udvalg og byplanudvalget havde hun selv ønsket og kulturudvalget var ligeledes noget hun brændte for.
Oprindeligt ønskede skolekommissionen og Tove Vemmelund at bevare Riis Toft Skole, men alle udover Vemmelund havde skiftet mening ved byrådsmødet d. 23. november 1987. Hun stod som den eneste fast ved sit valgløfte og talte også offentligt imod nedlæggelsen. Hun stemte som eneste socialdemokrat imod, og hun tog efterfølgende konsekvensen og meldte sig ud af byrådet og partiet. Hendes sidste byrådsmøde var derfor den 14. marts 1988.
Litteratur og kilder
- Kvindelige lokalpolitikere i Kolding 1909-2005, skrevet af historiestuderende ved Syddansk Universitet, Kolding. Redigeret af Mogens R. Nissen. Udgivet som webpublikation af Kolding Stadsarkiv, 2009 på http://www.koldingstadsarkiv.dk