Gøhlmanns Mølle

Fra KoldingWiki
(Omdirigeret fra Kolding Vind- og Dampmølle)
Kolding Dampmølle, ca. 1925. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Gøhlmanns Mølle, Møllegården 1-3 ved Dyrehavevejs vestende, blev opført af P.J. Gøhlmann i 1847 som vindmølle af hollandsk type. Han havde tidligere ejet Stubmøllen, der lå ved nuværende Svaneparken. Allerede i 1860 brændte hans nye mølle, og han opførte en ny, hvor vindkraften blev suppleret med en dampmaskine og møllen fik navnet "Kolding Vind- og Dampmølle". Til møllen hørte en barkmølle, hvor egebark blev knust, og der udvandtes garvesyre til brug ved garvning af skind. På møllen var også gærfabrik, brænderi og eget gasværk. Der hørte et landbrug på 40 tdr. land til møllen.

Gøhlmann solgte møllen i 1877. I 1884 overtoges den af C. Plenge, der i 1891 afstod virksomheden til Nikolaj H. Madsen (1863-1940), som var søn af forpagteren af Dons Mølle og selv forpagter af Skovmøllen. Han drev møllen frem til at være én af landets største. I 1911 installerede han en dieselmotor i stedet for dampmaskinen og brugen af vindkraft blev opgivet. I 1929 blev møllen overdraget til sønnen Nikolaj Madsen (f. 1896).

I 1959 blev møllen solgt til O. Rønnov Poulsen, som startede hotel og restauration. 1980-87 drev Dansk Flygtningehjælp stedet som flygtningecenter. Kolding Kommune overtog de forfaldne bygninger 1987, og i 1990 startede renoveringen af komplekset. Beboelsesbygningen og de østligste og nordlige længer blev nedrevet og der opførtes rækkehuse. Den vestlige møllebygning blev ombygget til brug for det kommunale jobcenter. Vindmøllebygningen blev også renoveret og forsynet med en ny møllehat, der ikke svarer til den oprindelige. I 2006 fraflyttede jobcentret møllen. I dag har Kolding Kommunes pædagogisk-psykologiske rådgivning til huse i bygningerne. (Kolding Stadsarkiv).

Litteratur og kilder

  • H.C. Ervald: Gøhlmanns Mølle, Koldingbogen 1996.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 66.81.
  • Kraks: Danmarks ældste forretninger. (1950)