Kolding Børnehjem

Fra KoldingWiki

Kolding Børnehjem, senere børnehjemmet Tinghøj.

Den 2. november 1888 blev Kolding Børnehjem indviet i Kralundsgade 1 (i dag Sct. Michaels Gade).

Børnehjemmet var oprindeligt beregnet til hjemløse piger fra 2-års alderen, og der var i starten plads til 10 børn. Der var tale om et privat børnehjem hvis bestyrelse bestod af 12 mænd og kvinder. Formanden for bestyrelsen var pastor Schøtt. Købmand B. Aagaard, der var medlem af bestyrelsen, solgte et hus med have til det nye børnehjem, som han lod henstå rentefrit i 5 år. Velvillige borgere samlede penge ind til oprettelsen af børnehjemmet, ligesom der f.eks. blev afholdt teater til fordel for hjemmet.

Hjemmets første forstanderinde var Anna Marie Elisabeth Petersen (f. 1857). Hun blev afløst i september 1923 af Anna Pedersen (f. 1890).

Senere måtte drenge også bo på hjemmet. I 1937 boede der 14 drenge og piger på hjemmet.

I slutningen af 1930’erne blev det besluttet, at der skulle opføres et helt nyt børnehjem. På trods af at børnehjemmet løbende var blevet udvidet, havde det længe været overbelagt. Det nye børnehjem skulle opføres på Tingvejen 6, og det skulle stå klar til 50-års jubilæet i 1938. Kolding Kommune skænkede grunden samt 10.000 kr. til hjemmets opførelse. Det var penge som kommunen bl.a. havde tjent ved salget af det gamle børnehjem i Kraulundsgade. Byggeriet løb op i ca. 50.000 kr. Hjemmet kunne indvies d. 2. november 1938.

På det nye børnehjem, der sidenhen også kom til at gå under navnet 'Børnehjemmet Tinghøj', var der plads til 20-25 børn i alderen 2-14 år. I kælderetagen var der køkken, spisesal, spisekammer, vaske- og fyrrum. I stueetagen havde forstanderen privatbolig, ligesom der var dagligstue, opholdsrum og legerum for børnene. På øverste etage var der soverum og badeværelser.

I november 1938 var der 22 børn på hjemmet. Heraf gik 14 af dem i skole.

I marts 1945 blev børnehjemmet beslaglagt af den tyske værnemagt, og børn og personale måtte for en tid flytte ind i Villa Fjordbakken.

Som en konsekvens af Bistandsloven af 1975 (trådt i kraft 1. april 1976), blev børnehjemmet i 1976 en afdeling under Kolding Børne og ungdomspension (Afdeling Tinghøj). Institutionen delte her administration og forstander med Afdeling Fuglehøj (Spædbørnehjemmet) på Dyrehavevej 101. I dag går institutionen under navnenet Døgninstitution Tinghøj.

Henvisninger

  • Kolding Folkeblad - 30-9-1937, 2-10-1937, 2-11-1938 og 22-12-1939.
  • Kolding Børne- og Ungdomspension 1888-1988: Tinghøj - Fuglehøj (1988).
  • Bodil Drescher - Min mor var en dame! - Marie Petersen og Kolding Børnehjem, Koldingbogen 1981.
  • Poul Erik Andersen - Kolding Børne- og Ungdomspension, Koldingbogen 1981.