Fuglehøj
Spædbørnehjemmet Fuglehøj blev etableret på Dyrehavevej 101 i 1950.
Bygningen, der er tegnet er Ernst Petersen, blev opført i 1930 som villa til margarinefabrikant Mads Jensen. Under besættelsen var villaen beslaglagt af tyskerne fra d. 11. marts 1944. Her boede en tysk flyvergeneral helt frem til flere måneder efter befrielsen. Frem til starten af november 1945 fungerede villaen som officersmesse for englænderne (The Royal Dragoons). Først d. 31. december 1945 var ejendommen klar til indflytning igen.
I 1949 blev ejendommen solgt til Socialministeriet, der ønskede at omdanne den til spædbørnehjem. Ejendommen skulle ombygges til formålet, og selve købet samt ombygningen løb op i 265.000 kr. (svarende til ca. 5,5 mio. kr. i 2023).
Indvielsen af Fugehøj fandt sted d. 15. maj 1950. Ved indvielsen deltog overinspektøren for børneforsorgen i Danmark, V. Skjerbæk, læge Kaj H. Baagøe og sognepræst Tobiassen blandt andre.
Institutionen havde overtaget opgaven fra institutionen 'Sølyst' ved Jyderup på Sjælland. Spædbørnehjemmet i Kolding havde fra start plads til 29 børn. Personalet bestod af forstanderinden, frk. Siggaard, to assistenter samt seks elever.
Hjemmet var indrettet således: I stueetagen var der mod nord en rummelig vestibule med trapper op til de øvrige regioner: dagligstue, kontor og baderum. Mod syd var der tre sovestuer og en legestue i en tilbygning mod vest. Mod øst var der tilbygget en åben overbygget liggehal. Ovenpå var der opholdsrum for de mindste børn, ligesom der var lejlighed for forstanderinden og for første-assistenten. Det øvrige personale havde værelser på tagetagen.
Fra 1950 til 1976 fungerede Fuglehøj som spædbørnehjem under Socialministeriet. Som en konsekvens af Bistandsloven af 1975 (trådt i kraft 1. april 1976), blev institutionen indrettet til Børne- og Ungdomspension i 1976. I denne forbindelse blev det en afdeling under Kolding Børne og ungdomspension (Afdeling Fuglehøj). Spædbørnehjemmet delte her administration og forstander med Afdeling Tinghøj (Kolding Børnehjem) på Tingvejen 6.
I 2011 vurderede Kolding Kommune, at indsatsen for børnefamilier skulle ændres fra døgnbehandling til dagbehandling i det omfang, der var grobund for ændringer hos forældrene. Alternativt til døgninstitutionsanbringelse skulle de børn, der ikke kunne varetages af forældrene, anbringes i familiepleje. Således blev Fuglehøj pr. 31. december 2011 nedlagt.
Henvisninger
- Kolding Folkeblad - 16-5-1950.
- Kolding Børne- og Ungdomspension 1888-1988: Tinghøj - Fuglehøj (1988).
- Anne-Marie Birkelund - Døgninstitutionen Fuglehøj 1950-2011- omskifteligt har det været, Koldingbogen 2012.
- Per Beck Jensen - Koldinghus Margarinefabrik, Koldingbogen 1999.
- Poul Erik Andersen - Kolding Børne- og Ungdomspension, Koldingbogen 1981.
- Kolding Stadsarkiv: A98 - Borgmesterkontorets arkiv - beslaglæggelsessager: Dyrehavevej 101.