Elektricitetsværket
Elektricitetsværket, Sct. Jørgens Gade, oprindeligt kaldet Den Elektriske Lysstation blev opført i 1898 i nationalromantisk stil.
Allerede i 1895 modtog Kolding Byråd henvendelser vedrørende igangsættelsen af elektriciteten i Kolding. Henvendelserne førte ikke til noget i første omgang, men d. 17. juni 1897 skulle byrådet igen tage stilling til spørgsmålet. Ved en efterfølgende afstemning i stemte 10 for og 5 imod idéen.
Den 21. januar 1898 meddelte Indenrigsministeriet, at der kunne købes en ejendom til anlæg af en elektrisk lysstation. Af tekniske årsager var det nødvendigt, at værket blev placeret så centralt i forsyningsområdet som muligt, og man købte derfor en grund ned mod åen beliggende mellem Vestergade og Skolegade. Grundstykket, der dengang kostede 22.000 kr., lå således mellem Sct. Jørgensgade og Rendebanen.
Arkitekten bag var Valdemar Schmidt, København. Arkitekt og forstander for Teknisk Skole, Heinrich Wandall var konduktør på bygningen.
Civilingeniør Stephan Løchte valgtes som bestyrer af værket. Elektriker S. Jacobsen, København blev ansat som værkfører og Anton Petersen blev ansat som fyrbøder
Den. 9. december 1898 blev værket sat i drift første gang. I Kolding Avis bragte man følgende tekst dagen efter: "I aftes lod Elektricitetsværket den elektriske Strøm løbe ud i Ledningsnettet. Den første Modtager var Skomager Carl Nielsen i Jernbanegade. Udenfor Butikken hang en stor skinnende Lyskugle - den første, der kastede Lys på Koldings Gader, og inde i Butikken var Glødelamperne tændt. I morgen følger de Herrer A.M. Schmidt, Aug. Christgau og Knudsen & Jensen efter, og successiv vil hele Byen blive oplyst med den elektriske Strøm. Muligvis."
I 1950'erne blev værket ombygget til fjernvarmeproduktion. Turbiner og andre maskiner blev i slutningen af 1980'erne fjernet for at give plads til et kundecenter ved arkitektfirmaet Jesper Rasmussen. I 2000 stod Tegnestuen Mejeriet for indretningen af serverrum m.v. til Kolding Kommunes IT-funktion i en del af bygningen.
Litteratur og kilder
- Birgitte Dedenroth-Schou: Byens Styre i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 3, 1982.
- K.G. Astrup: Elektrisk lysstation i Kolding, Koldingbogen 1987.
- K.G. Astrup: Kolding Bys Elektricitetsværker, Koldingbogen 1988.
- K.G. Astrup: Kolding bys el- og varmeforsyning, Koldingbogen 1989.
- Leif Leer Sørensen: Huse og pladser i Kolding, en arkitekturguide, 2004.