Kaalunds Sæbefabrikker
Med et næringsbrev som sæbesyder anlagde købmand Rasmus Kaalund Kaalunds Sæbefabrikker i Kolding i 1885. Fabrikken var særlig indrettet til fabrikation af faste sæber til husholdningsbrug og sæber til brug inden for klæde- og trikotagefabrikation.
Efter få år trak Kaalund sig igen. Fra 1890 og knap ti år frem lededes fabrikken af Asmus Jürgensen og Marius Nielsen, indtil H. C. Petersen i 1899 overtog, og i de følgende 20 år udvidede fabrikken gentagne gange. Hvor Kaalunds Fabrikker tidligere kun havde satset på lokale kunder, flyttedes fokus nu til kunder i hele landet.
Et af virksomhedens helt store succeser blev produktion og salg af VI-TO skurepulver, der introduceredes i 1912. Af andre produkter og mærker kan nævnes; Naftalan-sæben, Lessive Imperial ludpulver, Zims sæbepulver, Spiræa-sæben samt Oral-serien, der bl.a. bestod af en toiletsæbe, brilliantine og tandpasta.
I 1927 omdannedes virksomheden til et aktieselskab. H. C. Petersen blev direktør, og konsul Chr. Eff formand. H.C. Petersen trådt tilbage i midten af 1930erne og afløstes af Peter M. Rolver, der tidligere havde været bogholder i virksomheden.
Anden Verdenskrig mindskede indtjeningsmulighederne, men ved at justere produktionen overlevede firmaet besættelsen og konkurrencen fra de store udenlandske sæbefabrikker efter krigen. Én af konkurrenterne på sæbemarkedet, Thors Kemiske Fabrikker (Kemithor), opkøbte fabrikken i 1977. Produktionen på Dyrehavegårdsvej lukkede i 1978. Fabriksbygningerne på Dyrehavegårdsvej blev nedrevet i 1983 for at give plads til boliger.
Litteratur og kilder
- H. C. Bering Liisberg: Byens og næringslivets udvikling gennem tiderne. De danske byerhverv. København, 1907.
- A. Andersen: Håndværk og Industri i Kolding, Vor By – Kolding omkring 1930. Kolding, 1929.
- Kierulff-Jensen (Red.). Danmarks amter og deres mænd. København, 1935.
- Gunnar A. Engberg: Erhvervslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 1, 1978.
- Ove Vinkel: Kaalund, Holmia og Novadan. Koldingbogen 1998.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 66.72.