Koldingbibliotekerne
Koldingbibliotekerne, eller biblioteket i Kolding, kan føres tilbage til 1857, hvor lærer ved Borgerskolen Chresten Berg stiftede "Bibliotheket for Kolding Ungdom" i forbindelse med aftenskoleundervisning. Fra 1. april 1924 var Kolding Bibliotek anerkendt som centralbibliotek, dvs. at det fik opgaver i forhold til omegnens biblioteker. Som opland fik biblioteket dermed Brusk Herred og Nr. Tyrstrup Herred samt Erritsø, Taulov, Egtved, Vorbasse og Hejnsvig sogne. Oplandet omfattede 45.156 indbyggere. Til sammenligning havde Kolding 16.766 indbyggere i 1924.
Biblioteket har haft til huse i Skolegade 1879-1905 i den nyopførte friskolebygning (nuværende Nicolai for Børn), i Slotsgade 1905-1910 og på Rendebanen 10 1910-1939. I 1920 blev biblioteket på Rendebanen udvidet, og de nye lokaler kunne tages i brug d. 11. december 1920. I 1939 blev der opført et nyt og moderne bibliotek på hjørnet af Fredericiagade og Jernbanegade. Biblioteksbygningen blev opført i perioden 1938-1939 med Ernst Petersen som arkitekt. Kreaturekspeditør Jens Holm skænkede grunden til biblioteket samt 125.000 kr. til byggeriet. Byggeriet løb op i ca. 250.000 kr., og der var inventar for ca. 80.000 kr. (alt sammen 1939-tal). Ved grundstensnedlæggelsen d. 22. november 1938 lagde Jens Holm den første sten. Det nye bibliotek blev indviet d. 30. september 1939.
Allerede i 1920-1921 havde Kolding Bibliotek nydt godt af Jens Holms velgørenhed. På dette tidspunkt gav han 10.000 kr. til inventar m.m. i forbindelse med udvidelsen. I 1933 skænkede han 5.000 kr. til bibliotekets byggefond, og i taknemmelighed herover blev Jens Holm den 3. oktober 1933 udnævnt til æresmedlem af Kolding Biblioteksforening.
Hovedindgangen til biblioteket i Jernbanegade/Fredericiagade var oprindeligt placeret i Fredericiagade, hvor Kolding Egnsteater i dag har indgang. Fløjen mod Jernbanegade var i starten og frem til midten af 1970'erne lejet ud til forretninger og kontorer for at skaffe indtægter til biblioteket, bl.a. skotøjsforretningen Marius Mogensen, men med udvidelsen af aktiviteterne på biblioteket overtog det sidst i 1970'erne også denne del til biblioteksformål. Dermed blev indgangen til biblioteket flyttet til Jernbanegade 25. I begyndelsen af 1990'erne byggedes et nyt indgangsparti.
Biblioteket flyttede i 2006 ind i nye lokaler på adressen Slotssøvejen 4, hvor Slotsmøllen tidligere havde haft fabrik. Biblioteksbygningen er tegnet af arkitektfirmaet Arkitema fra Aarhus, og rummer ud over bibliotek også ejerlejligheder og First Hotel Kolding. Det nye bibliotek kostede 109 mio. kr. (byggeri, inventar og flytning). Indvielsen fandt sted d. 27. januar 2006.
Litteratur og kilder
- Arkivalier om Koldingbibliotekerne (link åbner ny fane) på Kolding Stadsarkiv, arkiv.dk
- Mogens Iversen: Nogle erindringer om Kolding Centralbibliotek under besættelsen, Koldingbogen 1979.
- Birgitte Dedenroth-Schou: Kreaturekspeditør Jens Holm, Koldingbogen 1989.
- Elise Jacobsen: Jeg savner mit bibliotek, Jens Holm, Koldingbogen 1994.
- Gurli Kobstrup Jensen: Kontorelev på Kolding Centralbibliotek i 1952, Koldingbogen 2003.
- Inge Thiele Andersen: Skotøjsforretningen A/S Marius Mogensen, Koldingbogen 2003.
- Erik Ebstrup: Kolding Bibliotek,1942.
- Jørgen Svane Mikkelsen: En samfundsnyttig gerning, 1993.
- Poul Dedenroth-Schou: Kulturlivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 3, 1982.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 02.4 og 02.
- Kolding Folkeblad - 3-5-1924.
- Folket - 2-10-1939.
- JydskeVestkysten - 28-1-2006.
- Politiken - 28-1-2006.