Stenmøllen

Fra KoldingWiki
Stenmøllen på Strandmøllevej 8, set nedenfra. Ca. 1955-1965. Fotograf: Mogens Hansen

Stenmøllen, også kaldet Strandmøllen, var en mølle som var beliggende på Strandmøllevej 8.

Møllen stod tidligere ved Jonstrup Seminarium pr. Maaløv på Sjælland, hvor den var kongeligt priviligeret. I 1906 blev den flyttet til Kolding og indrettet til møllestensfabrikation af Laurits Jepsen (1849-1907), der i 1899 havde påbegyndt denne fabrikation ved møllen i Hjarup. Virksomheden hed Dansk Kunstmøllestens Fabrik.

I 1922 anvendtes vindkraften stadig, men der var nu endvidere installeret en 20 HK dieselmotor samt en 10 HK elektromotor. Brugen af møllevingerne som drivkraft for maskineriet hørte op allerede omkring 1920 og stenmølleproduktionen omkring 1940.

Sønnen Jens Nørby Jepsen forsatte fabrikationen, og i 1943 overgik virksomheden til ingeniør L.K. Sletskov. I 1955 blev møllen med grund og bygninger overtaget af murermester Johs. Jeppesen, der anvendte stedet som lagerplads. Møllen brændte 15. juni 1966, hvorefter resterne blev nedrevet.

Litteratur og kilder

  • H.C. Ervald: Hjelms Mølle og Stenmøllen, Koldingbogen 2001.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling. 66.81.