Kolding & Omegns Brugsforening

Fra KoldingWiki

Kolding & Omegns Brugsforening blev grundlagt i Låsbygade 38 d. 1. maj 1904.

Lokalerne havde tidligere huset snedkermester N. Dahls virksomhed. Brugsforeningen lejede lokalerne frem til 1919, hvor man erhvervede hele ejendommen.

Den første formand for brugsforeningen var snedker og senere borgmester Hans Soll, og den første brugsuddeler var snedker J. P. Jensen (f. 1867). J. P. Jensen havde været formand for det udvalg, som forberedte oprettelsen af brugsforeningen. Han efterfulgtes i 1948 af sønnen, Arnold Jensen (f. 1901), som i knap 18 år havde fungeret som bogholder i brugsforeningen. Arnold fortsatte som uddeler frem til 1969.

I 1920 blev der oprettet en filial på Stejlbjergvej. Denne lukkede dog allerede i 1923. I 1952 købte Kolding & Omegns Brugsforening en grund på Agtrupvej med henblik på at placere en filial der. Dette skete i 1958, og filialen eksisterede frem til 1982. I 1959 etablerede brugsforeningen en slagterforretning på Tøndervej, og i 1963 åbnede man en filial i Vesterbrogade. Der var her tale om en såkaldt stafetbrugs, dvs. en flytbar butik. Disse to forretninger lukkede i 1970, da Kvickly åbnede i Kolding. I 1973 åbnede brugsforeningen en filial i Skovparkens butikscenter på Lærkevej, og i 1974 erhvervede man naboejendommen i Låsbygade 36, hvor købmand Simonsen havde drevet købmandshandel i mange år.

Brugsforeningen i Låsbygade, der i nyere tid blev til en LokalBrugsen, lukkede i marts 2016.

Kilder og litteratur

  • Kraks: Danmarks ældste forretninger. (1950).
  • Sigurd Mørk - Kolding & Omegns Brugsforening, Koldingbogen 1988.
  • Kolding Folkeblad - 16-5-1904.