Kolding Cykleklub
Kolding Cykleklub blev startet i 1889, og afviklede året efter sit første løb.
I 1892 havde klubben 64 medlemmer.
Klubben havde 5-års jubilæum d. 3. juni 1894, hvilket bl.a. blev fejret med et 4 mils landevejsløb med start fra Banegårdspladsen. Der var efterfølgende bal på Alhambra.
Fra 1895 fik cykleklubben tilholdssted på Staldgården, men man savnede en ordentlig bane til at afvikle løb og træning på. Derfor tog Kolding Cykleklub og Cykelklubben Old Boys initiativ til opførelsen af Kolding Cykle- Is- og Sportsbane (Olympia). Et stykke af fru Borchs eng i Alpedalen blev købt til formålet, og i juli 1897 blev det første spadestik taget. Kolding Cykle- Is og Sportsbane blev indviet d. 12. juni 1898 med et storstilet åbningsløb med deltagelse af landets kendteste cykelryttere.
Der var imidlertid store økonomiske problemer i starten. Banen havde kostet 34.000 kr. at bygge, men aktieselskabet bag havde kun formået at sælge aktier for 17.000 kr. Hertil kom at folk kunne snyde sig til at se cykelløb ved at stille sig på den højtliggende Vejlevej.
Da der havde været underskud på alle løbene i 1898 og 1899 solgtes Kolding Cykle- Is- og Sportsbane til kommunen i 1900 på en tvangsauktion. Rekvisitterne blev solgt til KIF, og i april 1902 lukkede klubben som væddeløbs- og sportsklub.
Cykelbanen blev stadig flittigt brugt i de efterfølgende år, bl.a. af Kolding Motor- og Cykleklub, der blev etableret i 1907.
Litteratur og kilder
- Poul Sørensen: Sporten og Friluftslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2, 1979.
- Kolding Folkeblad - 31-5-1894.