Kolding i 1970erne

Velfærdssamfundet udbygges

I 1970erne udbyggedes den velfærdsmodel, som var udtænkt af Socialdemokratiet og De Radikale, at alle uanset indtægt skulle have adgang til de skattefinansierede velfærdsydelser – børnepasning, ældrepleje, folkepension, uddannelse og sundhed. Bistandsloven, blev vedtaget af Folketinget i 1975 og trådte i kraft i 1976, blev vedtaget af alle de gamle partier og SF, kun det nye parti Fremskridtspartiet var ikke med. Borgerne kunne nu forvente en helhedsløsning af deres sociale problemer og at enhver bistandsmodtager skulle kunne opretholde et acceptabelt leveniveau. Det værste var, at bistandsloven var udtænkt i en periode med høj vækst, men kom til at virke under helt andre vilkår, da oliekrisen og den økonomiske krise fra 1974 medførte lavvækst og stor arbejdsløshed især blandt de unge. Det var kommunerne, der fik til opgave at administrere Bistandsloven, og i Kolding som i andre kommuner havde man meget svært ved at leve op til intentionerne om forebyggelse og helhedsløsninger samtidig med at antallet af klienter, der ønskede kontanthjælp og førtidspension voksede. I 1978 oprettedes et særligt Beskæftigelsessekretariat, og man igangsatte aktivering og hjælp til uddannelse af de unge for at modvirke, at de blev sociale tabere.

Kvinderne markerer sig

1960erne voksende industri og handel havde fået kvinderne ind på arbejdsmarkedet – begrebet hjemmegående husmor var stærkt på retur. I 1970 havde halvdelen af alle gifte kvinder erhvervsarbejde. Kvinderne, der nu også fik en bedre uddannelse end før, fik større selvtillid og lyst til at blande sig i det politiske liv, hvor deres synspunkter blev hørt især i venstrefløjs-partiet SF og i de nye græsrodsbevægelser.

Kommunalvalget i 1978 var et gennembrud for kvinderne i Kolding Byråd. Ud af 25 var 8 kvinder. Gunhild Due tidligere folketingsmedlem fra SF var blandt dem, der kom i byrådet i 1978. Hun var talsmand for, at kvinder ikke kun skulle beskæftige sig med de traditionelle kvindeom-råder socialvæsen og skolevæsen, men også søge indflydelse der, hvor der var mange penge – i Teknisk Udvalg og i Økonomiudvalget.

Byplanlægning, motorvej og boligbyggeri

Kolding var foregangskommune på planområdet. En række dispositions- og perspektivplaner var allerede kommet Kommunalplanloven i 1975 i forkøbet. I forbindelse med planlægningsar-bejdet afholdtes som noget nyt borgermøder, hvor borgerne kunne diskutere byen fremtidige udvikling med politikere og embedsmænd, og der var stor tilslutning til disse møder. I 1974 måtte alle planer revideres, da oliekrisen for alvor satte ind og bremsede den økonomiske vækst. Koldings byggematador Peter Nielsen fortsatte dog ufortrødent med at bygge parcelhuse, som folk kunne betale. Han købte bl.a. arealer ved Kolding Hørfabrik og hele bykvarterer som Romerparken, Grønholtparken, Kildeparken, Kringsvej, Januar-, Juli- og Oktobervænget i Bramdrupdam blev besat med Peter Nielsen-huse. Omkring 3000 boliger blev det i alt til i Koldingområdet. Hans boligbyggeri havde stor betydning for Koldings erhvervsudvikling i denne periode. I begyndelsen af 1970erne blev det store lejlighedskompleks Skovparken færdigt. Boligmangelen var afskaffet. Den store saneringsplan for Konsul Graus Gade og området Blæsbjerggade/Låsbygade igangsattes.

Den første del af motorvejen omkring Kolding var færdig i efteråret 1970 med tilslutning via Ekspresvejen (Fynsvej) til midtbyen. I 1973 blev motorvejsstrækningen udvidet med 2,8 km fra Bramdrupdam til Harte, og i 1974 med strækningen fra Harte til Christiansfeld. Hermed var det slut med hovedvejstrafik gennem Koldings centrum. Det blev herefter attraktivt for industri- og handelsvirksomheder at flytte ud fra byen, og Erhvervsrådet og kommunen sørgede for industriarealer tæt på motorvejen. Bl.a. flyttede FDBs Fabrikker, senere Nordchokland, og GO-RI ud til arealer i byens nordlige udkant.

Uddannelsesområde på Nørremarken og et B-center

Med folkeskolelloven fra 1975 kom der 9 års undervisningspligt og den udelte folkeskole. Hvor man tidligere havde fokuseret på at give eleverne nyttige kundskaber tog man nu mere hen-syn til elevernes følelsesmæssige og sociale udvikling. Der kom også børnehaveklasser på alle skoler og det blev nødvendigt at bygge skoler og udvide de eksisterende. Bakkeskolen var klar i 1972, Munkevænget Skole i 1975. Også presset på Kolding Gymnasium steg. Her havde man allerede besluttet, at gymnasiet skulle flytte ud i et stort nyt uddannelsesområde, som man udskrev en arkitektkonkurrence for. I 1975 stod det nye Gymnasium færdig tæt på Kolding Højskole, Specialarbejderskolen, den ligeledes udflyttede Teknisk Skole og det nybyggede fili-albibliotek, Nørremarksbibliotek, der skulle understøtte uddannelsesområdet.

Nordvest for uddannelsescentret var et område ved Vejlevej i perspektivplanen udlagt til et såkaldt B-center. I 1970erne var det et vigtigt mål for poltikere og handlende i byen, at Kolding skulle blive en lige så attraktiv en handelsby som Vejle eller Flensborg. Borgmester Peter Ravn nævnte allerede i 1976 muligheden af at forsøge at få et lavprisvarehus til byen, og i 1977 henvendte Dansk Supermarked sig første gang med ønske om at placere et BILKA på grunden, hvor Kolding Storcenter ligger i dag. Af frygt for butiksdød i midtbyen var både byrådsflertallet og Vejle Amtsråd imod.

Kulturinvesteringer

Kolding Kommune fik i 1971 sin første kulturpolitiske målsætning, der bla. indeholdt planer for etablering af et kunstmuseum i Kolding. Tandlæge Gustav Lind oprettede i 1972 Trapholtfonden, og Kolding Kommune modtog et gavebrev på 23 tdr. land bestående af hans villa og æbleplantage mod til gengæld at oprette et kunstmuseum på Trapholt. Det var imidlertid restau-reringen af Koldinghus, som indledtes i 1975 finansieret af stat, amt og kommune, der for al-vor satte skub i Kolding som en kulturby. Arkitektægteparret Inger og Johannes Exner havde i første omgang skitseret en restaurering, hvor de nedbrudte dele af slottet skulle stå i glas båret af jernsøjler, men pga. protester fra bl.a. Det særlige Bygningssyn ændredes projektet til, at de manglende dele af murene erstattedes med mursten og træ støttet af limtræssøjler.

Sct. Jørgens Gård i Hospitalsgade, der var oprettet i 1558 som bolig for ældre og syge, blev i 1977 efter en restaurering, der gennemførtes som et beskæftigelsesprojekt, overdraget til Kul-turforvaltningen, og her og på FDBs Fabrikker i Klostergade, som byen købte ved fabrikkens udflytning og siden kaldtes ”Klostergården” fik byens kulturelle foreninger gratis stillet veleg-nede lokaler til rådighed.

Borgmesterskifte

Borgmester Peter Ravn valgte at træde tilbage i 1977 halvandet år før et byrådsvalg, for at give den socialdemokratiske kronprins, typografen, fagforeningsmanden og Arbejdsformid-lingschefen Bent Rasmussen tid til at vise sine evner før valget. Netop Bent Rasmussens kom-petencer var der brug for i slutningen af 1970erne, hvor arbejdsløsheden voksede. Han satse-de på et aktiv erhvervspolitik og igangsættelse af beskæftigelsesprojekter for især at få de unge arbejdsløse i gang. Socialdemokratiet mistede flertallet i Byrådet, men Bent Rasmussen fik derefter et snævert samarbejde med Venstre, der efter 1970 var blevet det største borgerlige parti i byrådet.