Kolding Cykleklub
Kolding Cykleklub blev startet i 1889, og afviklede året efter sit første løb.
I 1892 havde klubben 64 medlemmer. Klubben var både for herrer og kvinder.
Klubben havde 5-års jubilæum d. 3. juni 1894, hvilket bl.a. blev fejret med et 4 mils landevejsløb med start fra Banegårdspladsen. Der var efterfølgende bal på Alhambra.
Den 15. september 1895 arrangerede Kolding Cykleklub et større cykelløb. Ruten hed Munkenborg - Vejle - Fredericia - Snoghøj - Kolding (Petersbjerggaard). I løbet deltog cykelklubber fra Horsens, Vejle, Fredericia og Haderslev.
Fra 1895 fik cykleklubben tilholdssted på Staldgården. Her havde man en cykelbane på kun ca. 200 meter i omkreds. Man savnede derfor en ordentlig bane til at afvikle løb og træning på. Af denne grund tog Kolding Cykleklub og Cykelklubben Old Boys initiativ til opførelsen af Kolding Cykle- Is og Sportsbane, der kunne indvies d. 12. juni 1898.
Den 22. august 1897 arrangerede klubben et 25 mils cykelløb med ryttere fra Vejle Amt, Ribe Amt og Nordslesvig. Den 11. august 1898 arrangerede klubben et 8 mils stjerneløb, der gik fra Bramdrupdam Kro - Viuf - Aagaard - Vester Nebel og Hvilested Kro.
Den 13. august 1899 arrangerede klubben i samarbejde med Kolding Affalds Cykleforening et 8 mils stjerneløb fra Bramdrupdam Kro. Der blev kørt i fire forskellige retninger, nemlig til Viuf, Aagaard, Vester Nebel og Hvilested Kro.
I april 1902 lukkede klubben som væddeløbs- og sportsklub, men man fortsatte med at arrangere cykelture for medlemmerne.
På en generalforsamling i april 1903 planlagde klubben det kommende 20-års jubilæum. På samme møde valgtes købmand S. Simonsen som formand. Bestyrelsen bestod desuden af Albert Frederiksen, bagermester Hansen, sagfører A. Petersen og kæmnerkasserer Petersen.
Litteratur og kilder
- Poul Sørensen: Sporten og Friluftslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2, 1979.
- Kolding Folkeblad - 31-5-1894, 13-9-1895, 5-4-1897, 21-8-1897 og 22-9-1905.