Julemærkesanatoriet

Fra KoldingWiki

Skift til: Navigation, Søgning
Julemærkesanatoriet som det så ud omkring 1940erne. I søjlegangen lå liggesalen hvor børnene kunne lige og få frisk luft. Fotograf Rudolf Olsen

Julemærkesanatoriet i Kolding ligger der, hvor Koldingfjord Hotellet i dag ligger. Sanatoriet blev bygget for at modtage og helbrede tuberkuloseramte børn og var klar til at modtage de første patienter den 1. august 1911.

De første skridt mod etableringen af Julemærkesanatoriet blev taget i år 1903. Julepost, der var sendt i sidste øjeblik, holdt landets postbude fra at komme hjem og holde jul med deres familier, derfor overvejede man at indføre strafporto på disse breve. Postmester Einer Hollbøll (1866-1927) fik istedet den idé at skabe et julemærke, hvor overskuddet skulle gå til et velgørende formål. Allerede året efter i 1904 havde Julemærkekomiteen sin begyndelse. I denne komite sad departementschefen i finansministeriet P.A. Jerichau-Christensen, bankdirektør Rasmus Strøm, grosserer Moses Melchior, grosserer Emil Vett, Københavns daværende borgmester Jacobi samt professorerne Meyer og Gram. I november 1904 besluttede Julemærkekomiteen, at pengene fra julemærket skulle gå til et sanatorium for børn ramt af tuberkulose. Der var et stort behov for dette, da tuberkulose hærgede i byerne som konsekvens af industrialiseringen. Sygdommen fandtes primært blandt samfundets fattige, da den udsprang af dårlig hygiejne og dårlige boligforhold. Skulle man blive rask fra sygdommen krævede det masser af frisk luft og mere næringsrig kost.

Herefter gik jagten ind på at finde den helt rigtige grund til byggeriet. Adskillige placeringer blev taget i betragtning, dog var de mest oplagte placeringer Middelfart, Faaborg og Louisehøj i Kolding. Grosserer Jacob Ræder kæmpede for at få sanatoriet til Kolding, og opnåede endda at få Odd-Fellow logen til at skænke grunden i Louisehøj ganske gratis til projektet. Efter flere års byggeri blev sanatoriet taget i brug den 1. august 1911. Et ophold på sanatoriet forløb således: Opholdet startede med, at barnet fik tilsendt et patientnummer, der skulle syes på tøjet, inden det blev indlagt. Herefter blev barnet indlagt på isolationsafdelingen i omkring 10 dage, inden det kunne være sammen med de andre børn på sanatoriet. Efter børnene havde været på isolationsafdelingen, kom de op på en afdeling, hvor de var sengeliggende, hvilket kunne vare helt op til 10 måneder. Først når børnene var raske nok til at komme ud af sengen, begyndte den egentlige kur, der bestod af en masse frisk luft samt en nærende kost. Hver dag måtte patienterne gå en tur mellem en og tre gange dagligt. Turene kunne vare op til tre timer i alt. Den nærende kost bestod af levertran hver morgen i perioden oktober til maj og rigelige mængder fed mælk, hvor der blev holdt skarpt øje med, at patienterne fik mælken indenbords, ellers fik de ikke lov til at gå fra spisesalen. Der var adskillelige andre behandlinger, der var individuelle fra patient til patient. En behandlingsform var lys og solbade tre gange om ugen i to timer af gangen, og en anden behandlingsmetode var den såkaldte pustemetode, hvor lungen blev pustet op, så den løsnede sig fra brystvæggen. Dette blev gjort i håb om at fjerne bakteriernes arnested. Hver 14. dag var der obligatorisk lægebesøg for alle patienter. Her fik alle en maveskylning for at tage prøver af maveindholdet, så indholdet kunne undersøges for baciller. Først når børnene var frikendt for baciller tre gange i træk, blev de erklæret rask.

For store børn var dagligdagen anderledes end for de mindre børn, da de også skulle passe deres skolegang. De skulle undervises i skrivning, regning og læsning et par timer om dagen tre gange i ugen. Drengene havde sløjd en gang i ugen, og pigerne havde håndgerning. De børn, der var mest raske, fik uddelegeret jobs, som at skænke mælk hver anden dag eller føre an på gåturene. Julemærkesanatoriet gjorde meget for at skabe adspredelse i børnenes ophold. Lilian Jensen, tidligere patient på sanatoriet, husker følgende om juleaftnerne på sanatoriet: ”Juleaften var den største fest af dem alle, og det er også den, patienterne husker bedst. For børnene var det jo den aften på hele året, hvor det var sværest at være væk hjemmefra, og hvor det virkelig gjorde ondt at være afskåret fra at fejre den med familien. Dog kom mange af patienterne fra fattige familier, hvor sanatoriet i modsætning til familien kunne love både god mad og gaver.”

Antallet af tuberkulose ramte børn faldt drastisk i løbet af 1950’erne, og tuberkulose var godt og vel udryddet i Danmark på dette tidspunkt. Nationalforeningen valgte derfor at lukke Julemærkesanatoriet ned, da behovet for sanatoriet var blevet langt mindre end førhen. Den 1. oktober 1959 forlod de sidste patienter Julemærkesanatoriet. Men det var først efter længere tids offentlig polemik, hvor Koldinglægen dr. med. Axel Slottved mente, at Nationalforeningen havde holdt gang i tuberkulosesanatorier, selvom der slet ikke var behov for dem mere. Det store fald af tuberkulosepatienter skyldtes i høj grad, at man i 1940’erne indførte regelmæssig vaccination mod tuberkulose. Vaccinen var den såkaldte calmettevaccination, der egentlig var mod kvægtuberkulose, men viste sig at kunne beskytte mennesker mod tuberkulose. Derudover kunne man også behandle og helbrede tuberkulosepatienter på få måneder ved kemoterapi. En endnu større faktor var den store forbedring i levestandarden, som gav bedre boligforhold, bedre hygiejne og bedre kost.

Litteratur og kilder

• Jørgen Hansen: Fra Julemærkesanatorium til international hotel, Hotel Koldingfjord 2011.