Gestapo i Kolding

Fra KoldingWiki

Skift til: Navigation, Søgning
Gestapo måtte forlade Staldgården i hast den 4. maj 1945. De forsøgte at destruere alt, hvad de kunne nå inden de forlod Staldgården og efterlod derfor et rod. Fotograf Kaj H. Baagø.

Under besættelsen af Danmark fra 1940 til 1945 voksede der en modstandsbevægelse frem mellem danskere, der var utilfredse med tyskernes tilstedeværelse. Til at varetage rollen som den udøvende myndighed, sendte den tyske Værnemagt 2000 tyske betjente til Danmark, hvoraf nogle varspecielt uddannede Gestapo-betjente. Deres job var at opsnuse og nedkæmpe den voksende modstandsbevægelse. For at Gestapo kunne opnå dette, tog de tit grusomme metoder i brug til nedkæmpning af moral og udholdenhed blandt modstandsgrupperne. Den 9. oktober 1943 beslaglagde Gestapo bygninger til Gestapo-hovedkvarterer forskellige steder i landet. Et af disse hovedkvarterer var Staldgården ved Koldinghus i Kolding. De fire andre Gestapo-hovedkvarterer lå i København, Odense, Aalborg og Århus. Gestapos hovedkvarter i Kolding havde virkeområde i Sydjylland.

Gestapo-betjentene, hvoraf flere snakkede flydende dansk, etablerede et netværk i Kolding og baserede blandt andet deres arrestationer på informationer lækket fra uvidende koldingensere. Med Gestapos ankomst blev det derfor en nødvendighed for de danske modstandsgrupper ikke at tale over sig til venner og kollegaer. De tyske Gestapo-folk havde letgenkendelige, grågrønne uniformer på, med gule Khakiskjorter og sorte slips, da de ankom til Kolding, skriver Budstikken, et illegalt blad fra Anden Verdenskrig. Endvidere opfordrer bladet til at passe ekstra på, da Gestapo-betjente også er civilbeklædte, og både forstår og taler godt dansk. August Naujock var den første Gestapo-chef og rådede over i alt 70 ansatte, hvor kun 17 var uddannede Gestapo-folk. De øvrigt ansatta en blanding af chauffører, vagtmænd og kontorpersonale. Der var også tilknyttet cirka ti danske tolke, som ofte deltog i tortur under forhør. Ud over dette faste personale var der løst tilknyttede folk, herunder stikkere.

SS-flaget vejer for første og eneste gang ved Staldgården på Hitlers fødselsdag den 20. april 1944. Fotograf N.N.

August Naujock bestred posten som Gestapo-chef fra september 1943 til juni 1944, hvor han blev afløst af Thees Burfeind. De kom begge fra Nordtyskland. Både Burfeind og Naujock deltog i forhørene, men Burfeind forlod for det meste lokalet, når torturen begyndte, mens Naujock tog personligt del i mishandlingerne. Brutaliteten og vilkårligheden af Gestapos metoder tiltog i løbet af 1944. Kun 17 uddannede Gestapo-folk skulle overvåge modstandsbevægelsen i et område med en kvart million indbyggere. Da antallet af tilfælde af sabotage foretaget af modstandsbevægelsen voksede i 1944, fik mandskab uden politiuddannelse flere og større opgaver - navnlig efter opløsningen af det danske politi i september 1944. Gestapos brug af torturmetoder som pisk og knytnæver under forhør blev øget. Med tortur gjorde Gestapo sig forhåbninger om, at modstandsfolkene i sidste ende ville stikke deres sammensvorne. Men det at opsnuse modstands-folk skulle vise sig at være en stor udfordring, og derfor hev Gestapo mange uskyldige ind til afhøring. I alt foretog Gestapo over 1000 anholdelser i årene 1943 til 1945.

De tyske Gestapo-folk havde som sagt en række danske stikkere til at hjælpe dem i deres arbejde. Den mest kendte var Johannes Rasmusen, bedre kendt som ”Snogen”. Snogen brugte mange voldelige metoder for at få information ud af dem, han afhørte. Han anholder på et tidspunkt personerne Niels Nielsen, Zakarias Winther Sørensen, Tage Risbank Nielsen og Gunnar Herlev Christoffersen i landsbyen Blåhøj, der ligger mellem Sdr. Omme og Brande. Her berettes det, at han kalder dem navne som jødesvin og mongol. Med tiden bliver hans metoder mere voldelige i håb om, at hans midler vil terrorisere og intimidere fangerne for på den måde at knække dem. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig var forholdet mellem de danske stikkere og den almindelige befolkning alt andet end venlig, hvilket da også udspillede sig i nogle af de efterfølgende hændelser.


Tyskerne forlod Staldgården den 4. maj 1945, hvor de efterlod et rod, da de i hast havde forsøgt at destruere så mange papirer og andet materiale som muligt.I Staldgårdens midterfløj var der kontorer og forhørslokaler. Desuden var der to celler, hvor fangerne opholdt sig, mens de ventede på at komme i forhør.Fangerne blev efter forhørene sat i byens arresthus eller sendt bort.

Kilder og litteratur

  • Ingemann Bager: Gestapo på Staldgaarden. Koldingbogen 1998. Jørn Thomsen Offset A/S, 1998
  • K. Baagøe og E. Ebstrup: Kolding under besættelsen, Konrad Jørgensens Forlag, 1946.
  • Celle II, 1983, folder fra Museet på Koldinghus, Stadsarkivet 96.71.16.
  • Folkebladet, 7. Juli 1945, PUBLICs talerstol
  • Jesper Hansen og Niels Jørgen Østergaard: Besættelse og befrielse, Kolding Stadsarkiv, 1995.
  • Tove Jørgensen og Birgitte Dedenroth-Schou: Besat & Befriet. Erindringer fra besættelsestiden i Kolding, Kolding Stadsarkiv, 1995.
  • Henrik Lundtofte: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark. Gads Forlag, 2003..
  • Henrik Lundtofte: Gestapo på staldgården. Koldingbogen 2002. Jørn Thomsen Offset A/S, 2002.
  • Peter Madsen og Flemming Mønster: Helvedes forgård. Folkebladet Sydjylland, 8. Oktober 198
  • Aage Trommer: Modstandsarbejdet i Kolding under 2. verdenskrig. (i: Kolding i det 20. århundrede indtil kommunesammenlægninger i 1970, bd. 2, 1979)
  • Niels Jørgen Østergaard: Snogen, Sabotøren, der blev Gestapo-håndlanger. Historie-nu.dk, 2007.
Kolding under besættelsen

Den 9. april i glimtDagligliv under besættelsenBesættelsesmagten (Gestapo i KoldingPetergruppenSchalburgtage) • Modstandsbevægelsen (Modstandsfolk) • Befrielsen (Hævn og retsopgørTyskerpigerneEnglænderneTyske flygtninge) • andet (Engelsk flyver i Sdr. Stenderup)