S. W. Bruuns Tobaksfabrikker

Fra KoldingWiki
Helligkorsgade i begyndelsen af 1930'erne. Den tredje bygning på højre side er der, hvor S. W. Bruun havde sin tobaksfabrik. I dag ligger Føtex på stedet. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.
Arbejderne på S. W. Bruuns Tobaksfabrik, Helligkorsgade ca. 1910. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Andreas Hansen Iversen, 23-årig tobaksspinder, slog sig ned i Kolding i 1819. Her åbnede han fabrik i Adelgade og kaldte den Kolding Tobaksfabrik. Da forretningen gik godt, købte han grund i Helligkorsgade 6 og startede fabrik her. Andreas Hansen Iversen døde i 1832, og sønnen Johan Iversen overtog virksomheden, men i 1865 solgte han til M. Hansen Jun. i Haderslev. De nye ejere ansatte herefter Søren Wedege Bruun (1837-1915) til at passe fabrikken i Kolding. I de efterfølgende år grundlagde Søren W. Bruun cigarafdelingen.

Da ejerne havde økonomiske problemer, fik Søren W. Bruun mulighed for selv at overtage fabrikken i Helligkorsgade. Fra 1872 blev virksomheden så til S. W. Bruuns Tobaksfabrikker.

I 1874 oprettede Bruuns Tobaksfabrikker et depot i København hos Claudius Starup i Klosterstræde. Senere etablerede S. W. Bruun også et sten- og bogtrykkeri under navnet Bruuns Fabrikkers Trykkeri.

I 1896 trak S. W. Bruun sig tilbage og aktieselskabet S. W. Bruuns Tobaksfabrikker blev etableret med Hans Peter Lumbye (1862-1921) som administrerende direktør. Lumbye havde erfaring fra tobaksfabrikation i Helsingør.

I 1900 blev A/S Bruuns Fabrikkers Trykkeri solgt til bogtrykker Lundby i Holstebro. I 1901 var der tale om et eventuelt salg af tobaksfabrikken til De danske brugsforeninger, men det skete dog ikke.

Under 1. verdenskrig kunne man ikke længere få tobakken leveret via Bremen som hidtil. Den måtte i stedet importeres direkte fra de oversøiske lande. På grund af råvaremangel samt stigende lønninger, steg prisen på tobak i Danmark med 10-20 procent i 1916, inklusiv hos Bruuns Tobaksfabrikker. På trods af skiftende ejere og navn, kunne fabrikken afholde 100-års jubilæum i december 1919. På dette tidspunkt beskæftigede den mere end 200 ansatte.

I 1924 overtog direktør J. P. Dommerby ledelsen.

I løbet af 1927 blev der ført forhandlinger omkring et salg af Bruuns tobaksfabrik til Chr. Kroghs Fabrikker i Viborg. På dette tidspunkt havde fabrikken i Kolding 50 ansatte. Salget blev ført igennem i oktober 1927. Herefter blev der igen solgt tobak under navnet Kolding Tobaksfabrik. I 1932 solgtes fabrikken igen, denne gang til R. Færch i Holstebro, men kort herefter måtte fabrikken lukke.

Litteratur og kilder


  • P. Eliassen: Tobakken i Danmark, 1912. Gunnar A. Engberg: Erhvervslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 1, 1978.
  • Fr. Aubeck: Kolding By, 1918.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 66.88.
  • Kolding Social-Demokrat - 3-1-1916.
  • Kolding Social-Demokrat - 23-12-1919
  • Horsens Social-Demokrat 28-10-1927.