Planteskolen Brændkærhøj

Fra KoldingWiki

Planteskolen Brændkærhøj blev grundlagt i 1917 af Aksel Olsen. Planteskolen lå på det nuværende Christian 4. vej 13 samt i området, hvor Geografisk Have ligger. Planteskolens produktion omfattede frugttræer, prydplanter, roser, stauder, rhododendron og stenplanter.

Planteskolen blev især kendt for at have plantet planterne efter geografisk forhold og der var udover planteskolen to geografiske haver på planteskolen. Planteskolen var indrettet med voksesteder for skygge- og solplanter, kalkplanter, surbundsplanter, klippeplanter og moseplanter. Planteskolen havde blandt andet menneskeskabte stenpartier udformet efter H.J. Klaaborgs metode. Planteskolen har skabt flere nye varieteter og typer af planter herunder regnbuelupiner.

Kundegrundlaget for skolen kom både fra Koldingegnen samt det øvrige Danmark samt de skandinaviske lande, Tyskland, England, Holland, USA og Kina. Der blev beskæftiget 2 formænd, 3 medhjælpere, 8 elever og 6 arbejdsfolk hele året samt yderligere 3-6 mand i sæsonerne.

Aksel Olsen har derudover skrevet om planter i flere fagblade i både Danmark, Skandinavien, England og Tyskland.

Ved siden af produktionen i planteskolen, anlagde Aksel Olsen en Geografisk Have i et område af planteskolen kaldet Syvdalen, der fungerede som en form for udstillingshave for besøgende. Denne Geografisk Have blev udgangspunkt for den større Geografiske Have, der eksisterer i dag. Kolding Kommune købte jorden i 1963. Aksel Olsen hjalp med at anlægge haven og den kunne åbne i 1968 som en offentlig besøgshave.

Litteraturliste

  • Johannes Tholle 1935, Danske Gartnerivirksomheder - Skildringer af vore dages gartnerivirksomheder, deres indehavere og ledere samt disses medarbejde (bind 2), s. 1518