Kolding og Omegns Fiskeriforening
Kolding og Omegns Fiskeriforening (KOF) blev grundlagt d. 6. september 1895.
Foreningen dækkede Kolding, Strandhuse, Rebæk, Drejens og Agtrupvig.
Initiativtagerne til foreningens dannelse var fiskerne P. Christensen, Frederik Jepsen, Mads Strandby, Hans Nissen, Jens R. Thomsen, Peter Hansen og Ole J. Strandby.
I Kolding havde fiskerne i starten til huse i Kolding Å, men herfra blev de på et tidspunkt fordrevet - sandsynligvis i forbindelse med åforlægningen omkring 1917-1918. Fra slutningen af 1920'erne havde fiskerne en mindre fiskerihavn på Kolding Havns sydside. Her havde de anløbsbro, slæbested, redskabshus, fyrsted med barkegryde og tørreplads for garn.
I årene 1919-1925 havde fiskerne store sildefangster, men det svandt sidenhen ind. Med åleeksporten blev der i midten af 1930'erne omsat ca. 2-3000 tons fersk fisk om året over Kolding Havn.
I 1934 havde Kolding og Omegns Fiskeriforening 38 medlemmer. Tilsammen havde de ca. 20 større og mindre motorfartøjer samt 40 småbåde.
I 1940'erne var muslingefiskeriet enormt i Kolding Fjord.
Litteratur og kilder
- Dansk Fiskeristat 1935 - Bind I.