Kolding Afholdsforenings Sygekasse

Fra KoldingWiki

Kolding Afholdsforenings Sygekasse

Afholdsforeningssygekasseprotokol.JPG
Første side i Afholdsforenings Sygekasses protokol, omhandlende den stiftende generalforsamling

Stiftet: 12. april 1895

Nedlagt: 25. april 1934

Formål: Økonomisk selvhjælp

Adresse: ?

Kolding Afholdsforenings Sygekasse blev på en stiftende generalforsamling stiftet den 12. april 1895, forud havde været flere diskussioner i Afholdsforeningen og lavet udkast til kassens love. Afholdsforeningens sygekasses formål var i tilfælde af sygdom at yde sine medlemmer en ugentlig understøttelse. Sygekassen var ikke statsanerkendt, og fik kun kommunale tilskud i perioder. Indenfor de første to måneder indmeldte der sig 26 personer, i juli 1896 var foreningen vokset til 62 medlemmer.

Ethvert medlem af Kolding Afholdsforening, som ikke var over 50 år, kunne blive medlem af sygekassen, senere blev aldersgrænsen sat ned til 40år. For medlemmer som boede uden for Kolding kunne kun mænd blive optaget, og ingen som led af kroniske sygdomme måtte optages. Meldte man sig ud af Afholdsforeningen, meldte man sig samtidigt også ud af sygekassen. I 1898 udgjorde kontingentet for mænd i ugerne fra april til oktober 20 øre per uge, og ugerne fra oktober til april 10 øre per uge, for kvindelige medlemmer skulle der ugentligt betales 10 øre hele året.

Den første bestyrelse af kassen valgtes på den stiftende generalforsamling, den bestod af O. J. Nielsen, Peter Lind, C. A. Christensen, H. J. Madsen og N. P. Skræder, til suppleanter Jeppe Madsen og Henrik Nielsen, til revisorer toldkontroller Mejer, mejerist P. Lind og C. F. Hover. Den 14. marts holdt bestyrelsen sit første møde hvor N. P. Skræder valgtes til formand, N. J. Madsen til næsteformand, C. A. Christensen til kasser og P. Lind til sekretær.

I 1908 bestod bestyrelsen af formand Ole J. Nielsen, næsteformand skrædder J. A. Bernth, kasser N. P. Pedersen, sekretær P. P. Lind og Jeppe Hansen. I 1920 bestod bestyrelsen af formand P. Sørensen, kasser Jeppe Madsen, Martin Madsen, Karen Carlsen og H. Harders.

Det begyndte i slutningen af 1920'erne at gå tilbage for sygekassen. I 1930 havde kassen ved generalforsamlingen i januar et underskud på 179 kr. og 54 medlemmer. I forhandlingsprotokollen er det noteret "havde vi ikke kommunetilskudet blev det svært". Ved generalforsamlingen i januar 1932 var underskuddet på 419,50kr, der var på samme tid 51 medlemmer. Sygekassen blev opløst ved generalforsamling den 25. april 1934, hvor Jørgen Madsen beklagede, at så mange medlemmer havde meldt sig ud af sygekassen på grund af kontingentforhøjelse. Foreningensejendele blev overdraget Afholdsforenings arkiv.

Kilder

  • Kolding Afholdsforenings Sygekasse, arkiv på Kolding Stadsarkiv, kan ses affotograferet på wadschier.dk

Se også