Henrik Thorning

Fra KoldingWiki

Henrik Thorning (1837-1923) blev født 16. juni 1837. Faderen var Laurids Hansen Thorning, ejer af Petersbjerggård 1832-76. Henrik Thorning overtog 1876 gården og drev den til sin død 23. maj 1923, de sidste år dog ved bestyrer.

Fra ca. 1910 solgte han en mængde parceller fra gårdens jorder, og villakvarteret omkring Strandvejen opstod. Området hørte dengang til Bramdrup Sogn. Henrik Thorning bekostede i 1917 at kunstneren Niels Skovgaard udførte et stort kalkmaleri på den nordre længdevæg i Bramdrup Kirke. Motivet var Den barmhjertige samaritan. Både han og hustruen var grundtvigianere.

I 1942 blev Henrik Thorningsvej opkaldt efter ham. Vejen gik fra Fynsvej (krydset ved Hviidsminde) mod sydøst, slog et knæk mod vest henimod nuværende Marstalvej og fortsatte igen mod sydøst til den nær fjorden, nuværende Strandvejs østlige del, vendte mod vest hen til broen over banen. Før 1942 hed denne vej Petersbjergvej. Nuværende H. Thorningsvej er kun en mindre, blind sidevej til Næsbyvej.


Litteratur og kilder

  • Kolding Avis 24.5.1923 (nekrolog); Jens Peter Harbo: Stamtavle over slægten Ravn fra den nordlige del af Koldingegnen,1918.
  • Mogens Hansen: Gadenavne i Kolding (manuuskript i Kolding Stadsarkiv. Bykort 1966.