Hanne Skov

Fra KoldingWiki
Hanne Skov. Kolding Stadsarkiv, lånt privatfoto, ca. 1984

Hanne Skov (født 1. maj 1940 i Kolding) var husmor, kordegnevikar og medlem af Kolding Byråd i 1982-1986 for Venstre.

Hanne Skovs forældre tilhørte det bedre borgerskab i Kolding. Faderen Johannes Larsen var en meget entreprenant grosserer, der havde forretninger inden for en række forskellige områder, mens moderen Wera Larsen var ud af en velstående jødisk familie i København. Hjemmet var konservativt, og forældrene var kirkeligt interesserede og deltog blandt andet i bibelkredse. Det har haft betydning for hendes egne værdier, og hun har gennem mange år været medlem af menighedsråd og fungeret som kordegn.

Hanne Skov blev valgt ind i Kolding Byråd for Venstre ved valget i 1981, og genvalgt fire år senere. Et års tid inden valget blev hun ringet op af Carl Sørensen, der sad i byrådet for Venstre, og spurgt, om hun var interesseret i at stille op. På det tidspunkt vidste hun dårligt nok, at hun var medlem af Venstre, fordi det var noget hendes mand tog sig af. Hun kendte heller ikke ret meget til partiets program, men endte til sidst med at acceptere kandidaturet.

Hendes base i Vonsild fik stor betydning for valget til byrådet i 1981, idet over halvdelen af de personlige stemmer hun fik blev afgivet i dette sogn. Det var især hendes kamp for bedre skolebusser og mere sikre skoleveje, der havde gjort hende kendt i lokalområdet.

I hele hendes tid i byrådet var hun medlem af skoleudvalget og skolekommissionen. I første valgperiode var hun desuden medlem af boligudvalget og fra 1985 var hun næstformand i skoleudvalget. Efter valget i 1985 kom hun med i socialudvalget og i venskabsbyudvalget, mens hun forlod boligudvalget. Ved årsskiftet 1986-1987 måtte hun forlade byrådet, fordi hun flyttede fra Kolding til hovedstadsområdet. Hun trak sig altså fra byrådet midt i den anden valgperiode.

Efter forskellige bosættelser og ansætter i hovedstadsområdet vendte hun tilbage til Kolding i 1999. Ved kommunalvalget i 2001 blev hun igen opstillet for Venstre både til byrådet og amtsrådet. Selvom hun ikke blev valgt ind nogle af stederne, så havde hun fået 523 personloge stemmer fra Kolding Kommune til amtsrådsvalget.

Ud over sit politiske engagement i byrådet, har Hanne Skov været aktiv på flere andre områder. Hun har siden 1973 været i bestyrelsen for Dansk Sømandskirke i fremmede Havne og var i 2009 formand for foreningen i Kolding. Hanne Skov blev i 2002 valgt til bestyrelsen for Kolding Kunstforening, og i foråret 2009 blev hun foreningens nye formand. Hun har også været Venstres repræsentant i integrationsudvalget og folkeoplysnings-udvalget, ligesom hun har været tilknyttet Liberalt Oplysningsforbund, LOF. Så hun er forsat aktiv i foreningslivet, selv om hun i dag er pensionist.

Litteratur og kilder

  • Kvindelige lokalpolitikere i Kolding 1909-2005, skrevet af historiestuderende ved Syddansk Universitet, Kolding. Redigeret af Mogens R. Nissen. Udgivet som webpublikation af Kolding Stadsarkiv, 2009 på http://www.koldingstadsarkiv.dk