Cykelklubben Old Boys

Fra KoldingWiki
Cyckleklubben Old Boys. Kolding Stadsarkiv, Fotograf N. N.

Cykelklubben Old Boys blev stiftet i 1896. Klubben ønskede at distancere sig fra andre af tidens sportsklubber og foreninger, der dyrkede idræt på et mere seriøst plan. Derfor var optagelseskravene også ret simple: Man skulle blot have et godt humør!

Der var dog tale om en lukket selskabelig forening for byens spidser, inklusiv borgmesteren. Klubbens leder i mange år var købmand Conrad Andersen (1862-1930). Man var aldrig mere end 20 medlemmer. Der var mange års venteliste for at blive medlem af klubben.

Klubbens første arrangement var et "gammelmandsløb" fra Kolding til Christiansfeld. Det gjaldt om at køre langsomt og have evner til at feste, når man nåede udflugtsmålet.

Cykelklubben Old Boys tog sammen med Kolding Cykleklub initiativ til opførelsen af Kolding Cykle- Is og Sportsbane, der blev indviet 12. juni i 1898. Medlemmerne i Old Boys var blandt de største aktionærer bag projektet.

Klubben havde i flere år et klublokale på Hotel Kolding.

Cykelklubben eksisterede indtil 1925.

Litteratur og kilder

  • Poul Sørensen: Sporten og Friluftslvet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2, 1979.
  • Kolding Stadsarkiv: Saglig samling 79.66.
  • Kolding Folkeblad 20-5-1897 og 23-6-1905.