Aagaard Havebrugsskole

Fra KoldingWiki

Aagaard Havebrugsskole blev grundlagt i 1923 af Lars Hansen, der var søn af tidligere planteskoleejer og på tidspunktet frøhandler Jens Hansen. Aagaard Havebrugsskole blev grundlagt på de arealer, der tidligere havde tilhørt Aagaard Højskole (omkring det nuværende Ågård område).

Lars Hansen var født den 7. januar 1897 i Havnelev og uddannedes hos faderen, Karise Rosenskole, Stevns Højskole samt Beder Gartnerskole. Han tog i 1920 eksamen som havebrugskandidat og var mellem 1920 og 1921 lærer ved Aarslev Havebrugsskole, i 1921 lærer på Stevns Landbrugsskole og mellem 1922 og 1923 lærer på Beder Havebrugsskole. I 1923 oprettede han havebrugsskole, og skolen havde fra begyndelsen undervisning af elever. Fra den 1. juli 1928 var han ansat som konsulent i "Almindelig dansk Gartnerforening" og drev sit handelsgartneri i Aagaard ved siden af. Samme år stoppede han hovedsageligt undervisningen på skolen.

I den efterfølgende tid var Lars Hansen blandt andet forsøgsleder på "Fællesudvalg for Prøvedyrkning af Køkkenurter" samt forfatter til flere værker, herunder "Planteavlslære for Gartnere". Christian Johannes Brorson Fich blev medinteresseret af havebrugsskolen i 1928. Gartneriet på havebrugsskolen havde eget vandværk med elektrisk drift. Her blev produceret hovedsageligt køkkenurter, frugter og blomster.

Litteratur og kilder

  • Johannes Tholle, Danske Gartnerivirksomheder, udgivet 1935, s. 1518