Margit Vestbjerg

Fra KoldingWiki
Margit Vestbjerg. Kolding Stadsarkiv, Fotograf L. Fransson, 2002

Margit Vestbjerg (født 8. november 1950) er lektor i tysk og samfundsfag ved VUC i Fredericia og tidligere medlem af Kolding Byråd i 1990-2006 for Socialistisk Folkeparti (SF).

Margit Vestbjerg blev født i Grindsted, men flyttede i 1961 til Esbjerg. Efter bestået studentereksamen fra Esbjerg Statsskole i 1969, begyndte hun at læse ved Aarhus Universitet. I 1979 blev hun cand.mag. i tysk og samfundsfag, men allerede to år forinden var hun og hendes mand flyttet til Kolding.

Margit Vestbjerg blev valgt til byrådet første gang i november 1989. Som nyvalgt måtte Margit Vesbjerg nøjes med formandsposten for ligestillingsudvalget og medlemskab i teknisk udvalg, plan- og miljøudvalget og boligudvalget. Hun var formand for ligestillingsudvalget gennem de fleste af årene byrådet. I 1995 fik hun formandsstolen for plan- og miljøudvalget, som hun besad helt indtil hendes fratrædelse af byrådet i 2006. I hendes anden valgperiode havde hun masser at se til. Udover at være formand for planlægnings- og miljøudvalget og landsbystyregruppen – der var et underudvalg – fortsatte hun som formand for ligestillingsudvalget. Og da Villy Søvndal i 1994 valgte at træde ud af byrådet for at fortsætte i Folketinget, blev Margit Vestbjerg også formand for kulturudvalget. Desuden var hun medlem af økonomiudvalget, teknisk udvalg og BY-prudvalget. Hun rykkede på den måde – og som SF´s gruppeformand – ind som en af de helt centrale politikere i byrådet.

Ved valget i 1997 var Margit Vestbjerg SF's spids- og borgmesterkandidat. Hun fik ved valget 1.340 personlige stemmer, mere end hver tredje SF-stemme, men alligevel blev partiet med tre mandater halveret. Valgresultatet betød, at SF under konstitueringen måtte afgive formandsposten for kulturudvalget, og den følgende valgperiode blev derfor mindre hektisk for hende end den foregående. I det efterfølgende valg i 2001 var hun igen spidskandidaten ved byrådsvalget, men hvor SF kun får indvalgt to mandater; Margit Vestbjerg og Lis Ravn Ebbesen.

Efter hendes fratrædelse fra byrådet i 2006, har hun forsat taget del i den lokale politiske debat som ivrig debattør og gennem skrivning af læserbreve til de lokale aviser. Herudover er hun forsat i SF Koldings bestyrelse som suppleant, hvor hun gik af som næstformand i 2022.

Litteratur og kilder