Marielundsskoven
Marielundsskoven strækker sig fra Ndr. Ringvej i syd, rundt om Marielundssøen, der var mølledam for Skovmøllen, til Kolding Skov og Bramdrup Skov i nord. Marielundsskoven afgrænses ved Troldhedebanestien mod øst til Bornholmerkvarteret, hvor bækken krydser under banestien. Skoven på vestsiden af Troldhedestien er Kolding Skov, mens den mod øst kaldes Bramdrup Skov. Der har dog altid været en del diskussion om navnene.
Marielundsskoven ejes af Kolding Kommune. Skoven blev skænket kommunen som gave i 1875 af den daværende ejer O. F. Kralund med ”Selskabet til Kolding og Omegns Forskønnelse” som bruger og administrator. Kralund havde dog overdraget gaven allerede i 1873, men gavebrevet er dateret 1875. I gavebrevets §4 hedder det: ”Efter min hustru Marie Kralund født Find skal den bortskjænkede Eiendom stedse føre navnet ”Marielund” og den store Steen, som er opreist i Skoven, og indhugget dette Navn, skal bestandig fredes og beholde sin nuværende Plads”.
Allerede rektor Tauber fra Kolding Latinskole havde i 1822 berømmet området for dets romantiske skønhed. Han skrev i sin topografiske skildring af Kolding og omegn; "Det er en yndig lystvandring. Man vandrer en halv times vej igennem denne romantiske skovegn og støder derpå på tvende småsøer, der gemmer vandbeholdningen for skovmøllen." Kolding Borgerlige Skydeselskab fik i 1851 brugsretten til området overladt af købmand H. W. Meyer og Møller Petersen, der ejede Skovmøllen. Efter Meyers hustru fik området en kort tid navnet ”Charlottenlund”. Skydeselskabet anlagde gange, stier, skydehus, skydebane, pavillon og danseplads. Skydeselskabets medlemmer kunne bruge pavillonen uden afgift til for eksempel skovture med familien. Efter nogle uoverensstemmelser omkring brugsretten mellem Skydeselskabet og købmændene i 1867 flyttede Skydeselskabet i 1868 til Munkensdam og solgte dets pavillon mv., hvorefter besøget i skoven forsvandt, og veje og gangstier blev forsømt, indtil Forskønnelsesselskabet tog hånd om det.
Pavillonen, med alt der hørte til den, blev solgt d. 22 april 1868 til Forskønnelsesselskabet med O. F. Kralund i spidsen. Selskabet begyndte først i 1873 at udnytte pavillon, efter de modtog økonomisk støtte fra kommunen. Som tak for denne støtte, gav Forskønnelsesselskabet Marielundskoven til byen og beholdte kun ejerskabet over pavillonen og vejen dertil. Forskønnelsesselskabet opførte en ny pavillon, anlagde gange og beplantede den åbne mark imellem skovene på søens nordøstlige bred. Kort tid efter indvielsen startede apotekerens karl, J. C. Bølling, en restauration op sammen med sin hustru, apotekerens kokkepige. De havde dog ikke megen succes i starten grundet mangel på besøgende. Bølling forsøgte sig med flere tiltag at lokke besøgende til, for eksempel anskaffede han sig en lirekasse. Bølling fik efterhånden større succes med pavillonen og formåede at opretholde et godt ry omkring stedet.
Skovens herlighed blev i ca. 1895 lovprist af digteren Holger Drachmann. Ved søens nordlige ende går en sti op af en bakke. På toppen af bakken skjult bag noget krat står en bænk, der kaldes Drachmanns bænk. I 1997 fik anlægget en indgangsport, der blev bygget efter gamle tegninger.
Holger Drachmann, en af guldaldertidens helt store digtere og malere, boede flere gange som gæst på restaurationen i Marielund og var ven af Bølling. Drachmann besøgte ofte Bølling, da han var fascineret af Marielundsskovens skønhed og ro, som også udtrykkes i hans berømte digt ”Marielund” fra maj 1894 - juli 1895.
"Ja, her fandt megen ensom ro, og her blev mangt et par af to, og mange hviletimer blev her til arbejdsdage." I dag står Drachmanns bænk på toppen af en lille bakke, nord for søen, skjult bag noget krat.
Årene gik, og besøgene på pavillonen blev færre. Restaurationen måtte lukke i 1967. Bygningen blev året efter revet ned grundet dens dårlige tilstand.
I 1991 blev der opført en naturskole på stedet, hvor pavillonen lå.
Litteratur og kilder
- I.O. Brandorff: Marielund, Vejle Amts Aarbøger 1926.
- V. Halskov Hansen: Skovene omkring Kolding, Koldingbogen 1978.
- Ture i Kolding bys skove, pjece fra Sports- og Parkudvalget ca. 1980.
- Kolding Ugeavis 5.4.2008 om Drachmanns bænk.