Villa Fredensborg

Fra KoldingWiki

Villa Fredensborg, Fredens Vej 2 (tidligere Ndr. Ringvej 79), blev opført i 1908 af arkitekt Andreas Thomsen Hagerup.

Villaen var opført til godsejer og kreaturkommissær Chresten Lauritzen, men allerede i 1910 ønskede han at sælge ejendommen, idet han havde planer om at flytte til Hamborg, hvor han havde sine forretninger. Dette blev dog ikke til noget i første omgang. I en annonce i Kolding Folkeblad d. 15. juli 1915, stod der følgende om boligen: "Villaen er indrettet med 2 store 5 værelselses lejligheder med køkken, pigekammer og badeværelse. Separat hoved- og baggang til hver lejlighed samt store udenomsbekvemmeligheder. Staldplads til 10 heste, vognremisse og furage ...".

Villaen blev i efteråret 1915 solgt til grosserer R. Outsen, der få år efter solgte den til entreprenør Carl Jensen. I 1925 blev ejendommen solgt til maskinfabrikant Søren Christian Tranberg. Han døde i 1942, og villaen overgik herefter til sønnen Harald Tranberg.

I 1943 blev Villa Fredensborg beslaglagt af den tyske værnemagt. Efter krigen skulle der en større istandsættelse til før boligen igen var brugbar. Kælderen var bl.a. oversvømmet, flere af de store vinduespartier var baldret, og alt det lejede indbo var forsvundet.

Harald Tranbergs gode ven, fabrikant Hans Krøller, købte i 1947 ejendommen for omkring 46.000 kr. (ca. 1.168.812 kr. i dag - 2026). Hans Krøller drev sin virksomhed fra stueetagen i ejendommen. Hans Krøllers søn og svigerdatter, Allan og Lone Krøller, overtog Villa Fredensborg i 1975. De solgte ejendommen i 2022.

Kilder og litteratur

  • Leif Leer Sørensen - Huse & Pladser i Kolding (2004).
  • Kolding Folkeblad - 27-7-1910.
  • Kolding Ugeavis - 5-8-2021.
  • JydskeVestkysten - 23-3-2025.