I. P. Jensen
C. F. Müller grundlagde en købmandsgård ved Sønderbro i 1828. I 1857 ansættes Andreas Jensen, der i 1873 overtog forretningen. Få år senere blev I. P. Jensen (1873-1931) kompagnon i firmaet. Brødrene drev nu firmaet sammen indtil 1889, hvor de delte forretningen op, så Andreas Jensen fortsatte handlen med tømmer og bygningsartikler fra Parcelvej, mens broderen, I. P. Jensen overtog kolonial- og isenkramafdelingen i Søndergade. I 1915 nedlagdes kolonialforretningen og tilbage var kun isenkramengrosafdelingen, der også hurtigt solgtes fra. I. P. Jensen beholdt jern og stål, der senere blev udvidet med bl.a. rør, centralvarmeartikler og badeværelseudstyr.
Da I. P. Jensen døde i 1931 overgik forretningen til et aktieselskab, hvor sønnerne Harald Jensen (1895-1975) og Andreas Jensen (1897-1965) blev direktører. Allerede i 1934 udtrådte Harald af selskabet, mens Andreas Jensen førte forretningen videre. Under Anden Verdenskrig blev forretningen ud til Søndergade udsat for schalburgtage, der gjorde det nødvendigt at nedrive huset, der dog blev genopbygget i samme stil.
I 1965 døde Andreas Jensen, og firmaet overtoges af svigersønnen Johan Sørensen. Herefter frasolgtes jern- og stålafdelingen samt VVS-artiklerne. Johan Sørensen blev i 1969 eneindehaver, og han solgte i 1989 bygningerne til entreprenør Peter Nielsen. I 1998 blev hele købmandsgården nedrevet for at give plads til bolighuset Bahne, der siden har skiftet navn til Sinnerup.(Kolding Stadsarkiv)
Gunnar A. Engberg: Erhvervslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 1, 1978. Eddie Troelsgaard: I.P. Jensen ved Sønderbro, Koldingbogen 2005. Kolding Stadsarkiv: Saglig Samling 65.08.