Hotel Hvide Hest
Hotel Hvide Hest lå i Søndergade 30.
De første forhandlinger efter 1864-krigen vedrørende ændring af grænsen, blev foretaget i bygningen.
Hotellets navn, 'Hvide Hest', kommer med stor sandsynlighed af Jomfru Fannys (1805-1881) spådom om, at en konge ville krydse grænsen på en hvid hest, når Sønderjylland ikke længere var tysk. Denne spådom kom en del år efter nederlaget i 1864. Da hotellet allerede hed 'Hvide Hest' i 1890'erne, må det være opkaldt efter myten om den hvide hest, og ikke efter den begivenhed, der fandt sted ved Genforeningen i 1920. Her fulgte Kong Christian 10. myten ved at ride over grænsen til Sønderjylland på en hvid hest d. 10. juli 1920.
Hotel Hvide Hest var især frem til Genforeningen et stamsted for sønderjyder, der var bosat i Kolding og omegn. Det var her at man hørte nyt fra hjemstavnen. Da hotellet var et af de første hoteller, man kom til, hvis man kom til byen sydfra, må man formode, at mange rejsende slog et smut forbi. Sønderjysk Forening for Kolding og Omegn benyttede ligeledes hotellet til arrangementer og møder.
Hotellet havde egen stald og en tilhørende staldmester. Herfra kunne der bl.a. købes halm og udlejes hestevogne.
Flere af hotellets ejere gennem tiden havde desuden sønderjyske rødder. I 1901 hed hotellets ejer Albert Albrectsen (f. 1839). Han var født i Slesvig, og flyttede til Vonsild i midten af 1880'erne. Han kom til Kolding i 1896. I 1902-1911 var Stephan F. Skøtt (f. 1853) ejer af Hotel Hvide Hest. Han var født i Haderslev, og kom til Kolding i 1901.
I 1916-1918 hed ejeren Iver Andersen Ravn (f. 1878). Fra d. 1. oktober 1918 og frem til 1947 var gæstgiver Hans Nielsen (1879-1947) indehaver af hotellet. Han stammede ved Vestjylland. I årene 1941-1947 forpagtede Hans Nielsen hotellet ud til Marius Hansen Brandenhoff (f. 1891). Han var født i Skodborg i Sønderjylland.
Hotellet lukkede efter Hans Nielsens død i 1947. Omkring 1949 overtog installatør Jens F. Hansen halvdelen af ejendommen, der blev ombygget til forretningslokaler. Lokalerne blev forpagtet ud til Børge Andersen og C. C. Mikkelsen, der frem til slutningen af 1980'erne drev C. C. Damekonfektion på adressen. I 1948 købte erhvervschef P.A. Høy den anden halvdel af det gamle hotel, og opførte sammen med Jens F. Hansen biografen Kino, der lukkede i 1999.
I 1993 købte Matas ejendommen, hvor C. C. Damekonfektion havde haft til huse, og en større ombygning blev sat i gang. I februar 1994 kunne Matas åbne op. Matas flyttede ud i 2020, hvorefter restaurant Hvide Hest åbnede i lokalerne i maj 2021.
Kilder og litteratur
- En del af Vor By - Kolding omkring 1930 - Del II.
- Th. Adamsen (red.) - Hotelværter og restauratører II (1938).
- Allan Hansen (red.) - Dansk Hotelvært- og restauratørstand (1957).