Stålværket

Fra KoldingWiki
Stålværket på Kolding Havn, ca. 1935. Ukendt fotograf

Stålværket ved Caspar Müllers GadeKolding Havn, blev opført i slutningen af 1935. Bygningen, en treskibet jernbetonbygning på 30x30 meter, kostede 110.561 kr. at opføre.

I maj 1935 blev planen for stålværket fremlagt. Det nyoprettede aktieselskab Dansk Elektro-Staalværk A/S skulle leje sig ind i bygningerne, som Kolding Havn lod opføre. Selskabet startede med en aktiekapital på 500.000 kr., og direktør R. Nielsen, Langå, direktør E. I. Baastrup, København, konsul Chr. Eff, murermester A. Andersen, Kolding, proprietær C. Sandager, Nr. Bjert og landsretssagfører Valdemar Juhl, Kolding stod sammen med The Ore Refining Syndicate A/S ved den norske ingeniører Gustav Andersen og ingeniør F. H. Krebs som stiftere af selskabet.

Den overordnede ledelse skulle ingeniør Gustav Andersen stå for, hvorimod direktør R. Nielsen skulle stå for den daglige ledelse. Nielsen var direktør ved Langå Jernstøberi og Maskinfabrik. Han havde tidligere været direktør ved Varde Staalværk, og han havde beskæftiget sig med stålproduktion i over 30 år.

Stålværket bar baseret på en ny metode til fremstilling af forædlede stål-sorter, som ingeniør Gustav Andersen havde opfundet, og fået verdenspatent på. Malmlen blev behandlet på en måde, der gav en bedre vare til en billigere pris. Det var den første af sin slags i verden. Stålværket skulle placeres i Kolding, da der her var gode havne- og jernbaneforhold samt udvidelsesmuligheder. Man regnede med at 50 mand ville få ansættelse på værket.

Dansk Elektro-Staalværk havde i foråret 1935 fået tilsagn om betydelige råvarekreditter samt kredit på maskinleverance. I efteråret 1936 var driften dog endnu ikke sat igang, hvilket skyldtes, at fabrikkens betongulv var begyndt at synke. Selskabet lagde ansvaret hos stads- og havneingeniør C. A. Lassen. Det ville koste flere hundrede tusinde kroner at løse udfordringerne, og man ville have Havneudvalget til at betale.

I sidste ende blev stålværket dog aldrig til noget. Bygningerne blev solgt, og sidenhen revet ned.

Kilder og litteratur

  • Kolding Folkeblad - 1-5-1935
  • Social-Demokraten for Randers og Omegn - 11-9-1936.
  • Langelands Social-Demokrat - 30-4-1935.