Kolding Motor- og Cykleklub
Kolding Motor- og Cykleklub blev stiftet d. 9. marts 1907 på Olympia. På en efterfølgende generalforsamling d. 17. marts 1907, blev der vedtaget love og valgt bestyrelse.
Klubben afholdt store cykel- og motorcykelløb (også motorpace-løb) på Kolding Cykle- Is og Sportsbane ved Olympia samt cykleløb på landevejen og stjerneløb. Den 5. maj 1907 kunne klubben afholde et af deres første motor- og cykelløb på cykelbanen. Den 11. august blev der igen afholdt motor- og cykelløb, hvor der blev kørt fire løb for cyklister og to løb for motorer og motorpace. Den 15. september 1907 blev der f.eks. afholdt landevejsløb fra Munkenborg til Blaakærskov og retur.
I 1908 begyndte klubben at have økonomiske udfordringer, og i sensommeren 1908 overtrådte klubben Lotteriloven og Stempelloven, idet man i forbindelse med et lotteri, hvor man kunne vinde cykler, solgte et større antal sedler uden politiets tilladelse.
Det er uvist hvor længe klubben eksisterede, men det har næppe været i mange år.
Litteratur og kilder
- Poul Sørensen: Sporten og Friluftslivet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2, 1979.
- Kolding Folkeblad - 11-3-1907, 15-3-1907, 10-8-1907, 16-9-1907 og 1-5-1908
- Thisted Amtsavis - 16-9-1908.