Cykelklubben Old Boys
Efter en udflugt til Christiansfeld, blev Cykelklubben Old Boys stiftet d. 11. juni 1896. Klubben ønskede at distancere sig fra andre af tidens sportsklubber og foreninger, der dyrkede idræt på et mere seriøst plan. Klubbens formål var derfor føre cykelsporten ind i et forholdsvis "roligt tempo". Optagelseskravene var også ret simple: Man skulle blot have et godt humør!
Der var dog tale om en lukket selskabelig forening for byens spidser, inklusiv borgmesteren. Klubbens første formand var købmand Conrad Andersen (1862-1930), der varetog opgaven i mange år. Man var aldrig mere end 20 medlemmer, og der var mange års venteliste for at blive medlem af klubben.
Klubben havde i flere år et klublokale på Hotel Kolding.
På klubbens ture var der altid faste øl- og frokostpauser på de lokale kroer og beværtninger.
I de første år, blev det kun til fire ture årligt: 1896: 1) Christiansfeld, 2) Haderslev, 3) Vejle og 4) Hejls. 1897: 1) Skamlingsbanken, 2) Fredericia, 3) Haderslev og 4) Viuf. 1898: 1) Hejls, 2) En to dages tur rundt i Sønderjylland, 3) Egtved, Randbøldal og Vejle og 4) Landerupgaard.
Cykelklubben Old Boys tog sammen med Kolding Cykleklub initiativ til opførelsen af Kolding Cykle- Is og Sportsbane, der blev indviet 12. juni i 1898. Medlemmerne i Old Boys var blandt de største aktionærer bag projektet, hvilket også vidner om en vis seriøsitet omkring idrætten.
Cykelklubben eksisterede indtil 1925.
Litteratur og kilder
- A3002 - "Old Boys", Foreningsarkiv, Kolding Stadsarkiv.
- Poul Sørensen: Sporten og Friluftslvet i Knud Moseholm m.fl. (red.): Kolding i det tyvende århundrede indtil kommunesammenlægningerne i 1970, bind 2, 1979.
- Kolding Stadsarkiv: Saglig samling 79.66.
- Kolding Folkeblad 20-5-1897 og 23-6-1905.