Fuglehøj

Fra KoldingWiki

Spædbørnehjemmet Fuglehøj blev etableret på Dyrehavevej 101 i 1950.

Bygningen, der er tegnet er Ernst Petersen, blev opført i 1930 som villa til margarinefabrikant Mads Jensen. I 1949 blev ejendommen solgt til Socialministeriet, der ønskede at omdanne den til spædbørnehjem. Ejendommen skulle ombygges til formålet, og selve købet samt ombygningen løb op i 265.000 kr. (svarende til ca. 5,5 mio. kr. i 2023).

Indvielsen af Fugehøj fandt sted d. 15. maj 1950. Ved indvielsen deltog overinspektøren for børneforsorgen i Danmark, V. Skjerbæk, læge Kaj H. Baagøe og sognepræst Tobiassen blandt andre.

Institutionen havde overtaget opgaven fra institutionen 'Sølyst' ved Jyderup på Sjælland. Spædbørnehjemmet i Kolding havde fra start plads til 29 børn. Personalet bestod af forstanderinden, frk. Siggaard, to assistenter samt seks elever.

Hjemmet var indrettet således: I stueetagen var der mod nord en rummelig vestibule med trapper op til de øvrige regioner: dagligstue, kontor og baderum. Mod syd var der tre sovestuer og en legestue i en tilbygning mod vest. Mod øst var der tilbygget en åben overbygget liggehal. Ovenpå var der opholdsrum for de mindste børn, ligesom der var lejlighed for forstanderinden og for første-assistenten. Det øvrige personale havde værelser på tagetagen.

Fra 1950 til 1976 fungerede Fuglehøj som spædbørnehjem under Socialministeriet. Fra 1976 blev institutionen indrettet til Børne- og Ungdomspension.

Senere blev spædbørnehjemmet en afdeling under Kolding Børne og ungdomspension (Afdeling Fuglehøj). Spædbørnehjemmet delte her administration og forstander med Afdeling Tinghøj (Kolding Børnehjem) på Tingvejen 6.

Fuglehøj lukkede i 2010.

Henvisninger

  • Kolding Folkeblad - 16-5-1950.
  • Anne-Marie Birkelund - Døgninstitutionen Fuglehøj 1950-2011- omskifteligt har det været, i Koldingbogen 2012.