Gustav Lumbye
Gustav Lumbye
Født: 6. maj 1919
Død: 8. juni 1945
Ægtefælle: Wera Dagmar Brigitta Ohlander
Erhverv: Disponent
Gustav Lumbye (f. 6-5-1919 - d. 8-6-1945). Disponent.
Søn af grosserer Oscar Gustav Adolf Lumbye og hustru Asta f. Jensen, Kolding.
Gift 6. maj 1944 med Wera Dagmar Brigitta Ohlander (f. 1919).
Realeksamen fra Kolding Gymnasium i 1935. Eksamen fra Niels Brock i København.
Medlem af Det danske Spejderkorps, Sct. Georgs Gilde og KU. Rekrut ved luftartilleriet. Gennemgik kornetskolen i København og færdiguddannedes efter tyskernes overtagelse af Sølvgades kaserne i Randers.
Ansat som disponent i faderens papirhandel.
Gustav Lumbye tilhørte den første uorganiserede modstandsbevægelse i Kolding under besættelsen. Han blev arresteret d. 1. marts 1943 for bombeattentatet mod Kolding Højskolehjem i februar samme år. Han blev dog frikendt, men blev til gengæld idømt 5 års fængsel ved en tysk krigsret for andre forhold (illegalt arbejde og besiddelse af sprængstoffer). Samme år flygtede han fra Kolding Arrest ved at have drukket vagterne fulde, iklædt tyske uniform og rejste derefter til Sverige. Kort efter befrielsen blev han dræbt ved en vådeskudsulykke under tjeneste som kornet ved Den Danske Brigade på Vestergades Skole i Herning. Samme dag bragte Kolding Folkeblad tilfældigt et længere interview med ham.
Kilder og henvisninger
- Modstandsdatabasen
- Kolding Folkeblad - 8-6-1945.